Anonym f. 1980

Mine forældre blev skilt, da jeg var 14 år efter et meget dysfunktionelt ægteskab, hvor min mor havde udsat min far for psykisk vold. Flere gange har jeg oplevet, at der lå andre mænd i dobbeltsengen end min far, når de igen havde haft en druk-fest Den sidste gang i deres ægteskab, hvor hun var utro, forsøgte min far at slå hende ihjel Således var det nemt for hende at blive skilt og fjerne min far helt ud af ligningen. Og så skal jeg love for, at den psykiske vold mod mig eksploderede, indtil min mor smed mig ud hjemmefra, da jeg lige var blevet 17 år. Siden da har jeg klaret mig selv…. Jeg har fået en uddannelse og 3 børn, som har fået en helt anden opvækst end mig (har brugt så meget tid på psykologer for at bryde mønsteret og selv blive en god mor) Men ligegyldigt hvad, så klarer jeg altid mig selv. De fleste synes, jeg er den sejeste alenemor, som kan klare alt… i virkeligheden er det mit traumerespons; Jeg lærte i en tidlig alder ikke at stole på nogen, så derfor gør jeg mig aldrig afhængig af nogen. Jeg har et skønt netværk, men ingen ved, at de aldrig nogensinde “når” den inderste kerne af mig - udover mine børn selvfølgelig. Alle andre kan jeg ikke tillade at komme for tæt på, for så bliver jeg alt for sårbar… det er ensomt liv, men det er mit grundvilkår, fordi jeg aldrig fik hjælp som barn eller da jeg stod der helt selv på gaden som 17-årig…

Anonym f. 2008

På nuværende tidspunkt lever jeg under et stort pres fra min familie. Jeg er flere gange blevet truet med, at jeg bliver smidt ud af mit hjem, hvis jeg ikke tager tørklæde på. Der er også blevet fremsat gentagne trusler mod mig, fordi jeg ikke ønsker at følge dette krav. Disse trusler har gjort mig meget utryg og bange. Jeg føler, at jeg ikke har mulighed for frit at træffe mine egne valg uden at risikere alvorlige konsekvenser, herunder at miste mit hjem. Situationen har haft en stor psykisk belastning for mig og påvirker min hverdag. Jeg ønsker blot at kunne leve mit liv uden frygt for trusler eller tvang og selv kunne bestemme over mit eget udseende og mine personlige valg.

Anonym f. 1987

Jeg var allerede alene hjemme i flere dage som 11 årige. Min mor havde børn med sin kæreste, som vi ikke boede sammen med, da han ikke brød sig om mig. Han slog mig ofte med knytnæve i ansigtet, når jeg var i hans nærvær, hvis jeg blot sagde det mindste forkert. I starten var jeg alene hjemme i weekenderne, da jeg blev cirka 13 år var det i flere uger i sommerferien, oftest var der meget lidt mad i køleskabet eller i fryseren, og jeg husker at naboen (en ældre kvinde) nogle gange forbarmede sig over mig, og satte en pose med mad på trappen. Min mor ringede aldrig og tjekkede op på mig, og nogle gange kunne hun også finde på at tage fastnet telefonen med, så jeg ikke kunne ringe til hende. Gennem mine ungdomsår blev jeg diagnosticeret med svær OCD, spiseforstyrrelse og depression. Min mor italesatte det aldrig, og sørgede ikke for at jeg fik støtte - i stedet blev det med tiden tydeligt, at hun synes at jeg var til besvær, fordi mine søskendes far ikke kunne lide mig. Da jeg var 16 år stak jeg af, boede lidt hist og her - indtil jeg fandt en kæreste der var meget ældre end mig, som jeg flyttede ind hos. Min mor synes det var helt fint. Der har altid manglet steder som Joanna Huset, steder der kan beskytte os brændte børn, som ingen ønsker at tage sig af.

Anonym f. 1985

Min mor blev psykotisk da jeg var omkring 8 år og blev indlagt. Efter udskrivelse begyndte hu. At prostituerer sig selv og efterlod mig alene om natten. Hun slog mig med den samme pisk som hun brugte til hendes kunder når hun f.eks. mente jeg udsendte negativ energi. Jeg skulle afklæde mig fuldstændigt og tage imod. Som 12 årig blev jeg pludselig bundet til en stol og hun satte en kniv for min hals og truede mig med at slå mig ihjel hvis jeg nogensinde fortalte til nogen hvor hendes penge var. Bagefter grinte hun og sagde det bare var for sjov. Der er mange flere voldsomme episoder. Som 15 årig sagde jeg fra og gik. Her bad jeg kommunen om at blive anbragt.

Sara f. 1995

Da jeg var barn havde min mor og jeg ofte “skænderier”, som betød at jeg blev råbt af, fik at vide hvor frygtelig og egoistisk jeg var, eller at jeg blev ignoreret i flere dage i træk. Det er først som voksen at jeg har lært, at det ikke er meningen at et barn/jeg skulle ignoreres i flere uger - jeg blev mobbet i skolen, og i de dage var det kun mobberne som sagde noget til mig. Jeg fortalte det til en lærer og han sagde bare, at hvis jeg var et nemmere barn, så ville jeg nok ikke blive “straffet”. Da jeg var 12/13 år gik jeg hjemmefra. Jeg ringede til BørneTelefonen og de vidste egentlig ikke hvad de skulle gøre. I stedet hjalp de mig med at formulere en undskyldning, som jeg kunne give til min mor, for som hun sagde, så var det nok en “misforståelse”, og min mor elskede mig. Jeg levede i psykisk vold, og nok fordi det ikke kunne ses, så var der ingen der hjalp. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mit liv ville have været hvis Joannahuset fandtes dengang. Måske jeg ikke skulle leve så mange år i helvede. Måske der ville være en der lyttede. Måske der var en som kunne se hvor ødelagt og ulykkelig jeg var. Måske jeg for første gang ville være tryg. Man kunne ikke se på mig, at jeg havde det dårligt, man kunne ikke se hvad der skete bag lukkede døre. Og fordi jeg så “rigtig” ud, så var der ingen hjælp. Selv da jeg begyndte at være selvskadende var der ingen hjælp. Der burde have været hjælp. Det bringer håb at der i dag er et krisecenter for børn og unge - ingen skal leve usikkert eller ulykkeligt.

Anonym f. 1985

Mine forældre havde delt forældremyndighed indtil min mor døde. Derefter fik min far fuld forældremyndighed og det blev lynhurtigt klart at den eneste grund til jeg nu skulle være der var fordi ingen andre i min familie ville have mig boende… Min stedmor gjorde det klart fra dag et at min ældre stedsøster og yngre halvsøster var prioriteten - osse for min far. Som 10-årig er det svært at forstå at der pludselig ikke er nogen der ser dig. Så når konflikter ofte opstod imellem mig og mine søstre eller min stedmor, trådte min far ind - med ofte meget voldelige udslag inklusiv slag i mit hoved og ansigt. Dette stod på i flere år før jeg endelig fortalte det til en lærer i fortrolighed efter jeg kom i skole, rød i hele ansigtet og rystende som et espeløv efter en af min far’s meget voldsomme udslag. Jeg husker stadig lettelsen da jeg fortalte hende hvad der var sket, hvor længe det havde stået på og hvor ulykkelig jeg var over at skulle derhjem igen…hvorefter hun ringede til min far og fortalte ham alt det jeg troede var fortroligt mellem os. Jeg kan stadig mærke den håbløse fornemmelse i kroppen når jeg tænker tilbage på oplevelsen. Jeg har fuldstændig fortrængt hvad der skete da jeg kom hjem fra skole den dag, men havde jeg vidst at der var et sted jeg kunne gå hen, med voksne som troede på mig og kunne passe på mig, tror jeg mit liv havde set anderledes ud i dag

Anonym f. 2004

Udadtil har jeg haft en forholdsvis “perfekt” barndom. Jeg er vokset op meget velhavende, i et fint nabolag. Derfor er jeg altid blevet mødt med tvivl og voksne, der ikke troede på mig. Hvad folk ikke vidste var, at bag den flotte facade som vi havde hjemme hos mig, var der ekstrem meget vrede og vold. Både psykisk og fysisk. Når ingen kiggede og dørerne var lukkede, havde jeg en papfar der råbte, smadrede ting, tog fat i mig og slog. Min mor havde et vigtigt job, der gjorde at hun tit var væk hjemmefra i lange perioder ad gangen. Så var jeg efterladt alene med ham. Jeg husker tydeligt at jeg gik meget tidligt i puberteten og hurtigt udviklede kvindelige former, selvom at jeg ikke var så gammel. Da jeg var omkring 10 år, begyndte min papfar at komme ind og sige “godnat” til mig hver aften. Her ville han både røre ved mig og sig selv, tage mig på brysterne, og fortælle mig at selvom jeg ikke kunne lide det, så var det normalt og noget som “alle fædre gjorde”. Som jeg blev lidt ældre, fandt jeg meget hurtigt ud af at det, som foregik i huset ikke var normalt. Jeg blev ekstremt deprimeret, fik selvmordstanker og udviklede en generel angst for voksne mænd. Jeg gik til min daværende klasselærer og fortalte hende, at jeg ikke kunne lide at være derhjemme og at min papfar ikke var sød ved mig. Jeg fortalte hende også om de tanker jeg havde, og at jeg ikke længere havde en lyst til at leve. Hun kunne lige så godt have grint mig op i hoved, det føltes i hvert fald sådan. Hun fortalte mig at sådan nogle historier måtte jeg ikke gå og finde på, og at “ingen ville tro på mig”. Hun ringede endda hjem til min papfar og fortalte ham, hvad jeg havde sagt til hende i fortrolighed. Det resulterede i et ekstremt skænderi da jeg kom hjem. Min papfar tog fat i min fod og hev mig ud af sengen og hele vejen ned af trappen, han råbte mig i hovedet og slog mit hoved gentagende gange ned i fliserne. Derefter smed han mig udenfor hoveddøren og låste den, så jeg ikke kunne komme ind i varmen. Det skal siges at det var i vinter månederne, der var sne udenfor og jeg var kun iført tyndt nattøj og bare tæer. Efter den episode stoppede jeg med at fortælle folk hvad der foregik derhjemme. I dag er jeg 22, har egen lejlighed og har heldigvis overlevet de grusomme forhold, som jeg er opvokset under. Jeg har aldrig fortalt nogen hvad der skete da jeg var barn. Jeg tror det er en blanding af skam og måske også lidt frygt for ikke at blive troet på, men nøj hvor ville jeg have ønsket at der var et trygt sted, som jeg kunne have søgt hen til. Derfor har jeg ekstremt meget respekt for det som Malika og de andre medarbejdere hos joannahuset gør. Jeg håber at alt det bedste kommer jeres vej, tak for jer.

Anonym f. 2009

Da jeg boede i plejefamilie (12-14 år) var det virkelig et dårligt sted i mit liv, min mor blev mere syg og jeg var ikke specielt den som klarede sig bedst (uden hjælp, dengang) da jeg prøvede og opsøge hjælp fra mine plejeforældre, giver de mig inted og bare bliver ved med at snakke ned til mig og de andre som boede der, det var selvfølgelig ikke rart, så jeg besluttede mig for at begynde og stikke meget af, det blev så slemt at jeg faktisk fandt en ro i det, hvilket ingen børn skal. Men når man stikker af møder man forskellige mennesker så man har et sted at sove, hvor der typisk var stoffer/alkohol rundt om en. Der ville det måske være rart at man ville blive lyttede til og forstået i stedet for at ikke at gøre noget.

Anonym f. 2000

Mine forældre blev skilt da jeg var 15 år og kort efter flyttede min far tilbage til vores hjemland. Min mor fandt en anden partner, som drak rigtig meget alkohol, som førte til at min mor også begyndte at drikke rigtig meget. Jeg brød mig ikke om at være der hjemme, da jeg ikke følte mig velkommen af min mors nye partner og da jeg syntes det var ubehageligt at se dem fulde. Jeg lukkede mig derfor meget inde på mit værelse, når jeg så endelig var hjemme. Min mors partner kom nogle gange ind på mit værelse MEGET fuld for at snakke med mig, hvilket jeg ikke var interesseret i - og slet ikke når vedkommende var så beruset. Jeg følte, at min mors partner invaderede det lille “rum” jeg havde for mig selv, som var meningen skulle være trygt. Efter lang tid begyndte min mor at lægge mærke til at jeg lukkede mig inde på mit værelse. Hun satte ord på det mens vi sad og spiste aftensmad. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg hulkede og sagde, at jeg ikke havde det godt her hjemme. Min mors partner begyndte at råbe af mig, at hvis det var så forfærdeligt at bo her, kunne jeg da lige så godt bare forsvinde. Min mor sagde ingenting. Dagen efter spurgte min mor mig om jeg kunne bo ved min kærestes mor i en periode. Jeg var knust. Min mor ville hellere “smide” sin egen datter ud, end at sige noget til hendes partner. Heldigvis havde jeg et rigtig godt forhold til min daværende kærestes mor, og hun vidste alt hvad der foregik hjemme ved min egen mor. Hun tog mig heldigvis til sig og fik mig ikke til at føle at jeg var en belastning på noget tidspunkt. Hvilket jeg for altid vil være hende evigt taknemlig for! <3 Selvom jeg ikke kunne lade være med at have lidt dårlig samvittighed over at hun nu skulle “tage sig af mig”. Jeg kan huske, at jeg tænkte rigtigt meget over, hvad der var sket eller hvad jeg havde gjort hvis ikke jeg havde min svigermor dengang.

Anonym f. 2008

Min far og mor gik fra hinanden fordi min far drak og han har altid taget på mig altså på numsen og låret og tissekonen og brysterne jeg troede det var normalt fordi han altid sagde til mig at det gør andre fædre også på deres døtre og det skal siges det har kun mig han gjord det på aldrig min tvillingesøster og han har altid drukket nogen gange kunne jeg komme op i køkkenet hvor han sad på en stol med en cigaret i hånden og et tabt glad rødvin eller hvis jeg skulle hjem til min mor og skulle sige farvel til ham kunne jeg ikke vække ham og skulle også lave mad og handle ind som 10 årige Sagde ikke noget til min mor før jeg var 15 da jeg altid har fået afvide det har normalt og som 13 årige cuttet min søster kontakten til ham så jeg var alene med ham hvor han kunne finde på at råbe af mig midt ude på åben gade og slå mig Det var først da jeg kom på efterskole i 2023 jeg cuttet kontakten til ham efter forstanderen og støttepersonen sagde jeg burde gør det hvor jeg forklaret det hele og han kunne ik se hvad han gjord galt Min mor kontaktet kommunen angående det hele min de gjord ikke noget før efterskolen kontaktede kommunen hvor jeg skulle i familie terapi men det kunne jeg ikke da jeg altid fik angstanfald Og hvis jeg tog hjem til min mor den uge hvor jeg ikke skulle være hjemme hos hende kom politiet og hentede mig for at køre mig tilbage til min far Den dag i dag bor jeg på opholdssted og prøver at komme over alt det min far har gjort Det var først da mor skiftede Komunne de tog det seriøs Og jeg havde ikke råd til at tage offentlig transport

Anonym f. 2003

Siden jeg var 8 år var der fysisk og psykisk vold i hjemmet plus alkohol. Det giver sig selv at det var ikke rart at være i. Det er nu ikke fokusset for denne besked. Da jeg blev gammel nok (11år og op) stak jeg rigtig tit af, jeg søgte virkelig et sted, hvor jeg kunne få ro og slappe bare smule af. I starten var det mine bedsteforældre jeg cyklede hen til, men de ringede bare til min mor og så blev jeg bragt tilbage til huset og det dysfunktionelle det medførte. Heraf opdagede jeg ret hurtigt, at jeg ikke kunne søge hen til dem, når der blev kastede med tingene og ubehagelighederne og utrygheden i huset var på dens maksimale. Derfor stak jeg af og cyklede ud i en skov og sad ved et bordebænke sæt. Jeg havde lært at pakke alt det nødvendige på 1minut, så havde rigtig meget med. Heraf praktisk ting: vand (flere dunke), kiks, powerbank, lader, computer, skolebøger til de fag jeg havde afleveringer eller lektier i, lidt ekstra tøj og min følge delfin (en lille statue). Her kunne jeg nemt side på bænken i skove og lave skolearbejde i mange timer. Dog var det koldt, for selvom det er vinter og minus grader kan det stadig være nødvendigt at komme væk hjemme fra. Og jeg lærte på den hårde måde, at man aldrig glemmer handsker når det er minus grader, her var jeg uden handsker i minusgrader i 8timer. Flere gange fik jeg det jo meget skidt og kunne ikke mærke dele af kroppen, fordi det var så koldt når man enten står eller sidder stille (for kunne ikke bruge alle mine kræfter på at cykle rundt i byen i alle timerne). Når det regnede havde jeg fundet mig enten et bestemt cykelskur eller en shelter der ikke blev brugt så tit. Den tid jeg var væk hjemmefra svingede mellem 6-16timer jeg var væk hjemme fra, men jeg var altid nødt til at vende hjem for at sove. Da jeg intet sted havde at sove, og en pige der sover alene i skoven bliver måske alligvel mere ubehageligt end t sove i huset, hvor man dog kender spillereglerne. Men opnåede at kunne kontrollere meget lidt af tilværelse, der ellers var ud af mine hænder, da mine mange timer jeg var væk vægtede frygt hos min mor og lidt hos min far. Også forhandlede jeg om et bestemt tiltag imod at jeg kom tilbage til huset. Så det var min metode til håndtere og minimalt påvirke det medfødte situation jeg var givet. Et varmt sted med tag over hovedet havde været drømmen dengang, og da jeg første gang hørte om Joannahuset tænkte jeg bare endelig! og blev rørt til tårer.

Anonym f. 2009

Jeg har altid haft noget af et kaosliv. Jeg har været i en retsag imod min adoptivfar, fra allerede 4 til 14 år. Det var svært og stå og skulle komme med de samme forklaringer, hvordan han prøvede og slå min mor ihjel foran mig - hvordan han tvangsfodrede mig. Alt det jeg skulle forklare til forskellige fremmede. Ingen troede på mig gemmen de 10 år i retsagen. Når man skal gentage sig selv bliver man træt og giver langsom op og tvivler mere på sig selv. Da jeg va 4 stak min mor af og ende med mine søskendes far, han har altid været ret streng, men jeg va på det tidspunkt så bange for mænd at jeg ikke rigtig havde lyst til og snakke med ham, kun hvis det va nødvendig. Da jeg bliver 12 kommer min mor ind og fortæller mig de skal skilles - jeg har ingen reaktion, jeg bliver bange fordi hvad med mine søskende? Der går ikke længe, vi flytter ud for og selv, min mor har fået en ny kæreste. Og det er her det hele kommer igen, min mor siger ikke meget, hun er udmattet. Jeg hader min mors daværende kæreste - og jeg passer mig selv, indtil jeg høre bank på roden om natten, jeg ser min mors kæreste slå på alle roderne og vil have vi lukker ham ind. Jeg går ud til hovededøren og lukker ham ind men løber ind på mit værelse igen, det va starten på helvede. Jeg høre ham råbe, jeg ringer til min mors exmand og han kan ikke gøre meget, men min mors daværende kæreste høre jeg snakker med min mors exmand - han banker på min dør og kommer ind og råber af mig, han tager hårdt om mig og fortæller siger "never talk about ***** again I don’t want to hear about him” jeg græder og føler mig helt lille igen. Tiden går mine brødre kommer hjem til og og nævner deres fars navn, min mors daværende kæreste vpgner på sofaen i det de siger det og jeg siger til mine brødre “løb ind på mit værelse og ikke lås op, heller ikke for mig.” Efter de løber derind står han der foran mig, hånden i luften og et blik jeg aldrig glemmer. Han slår mig, min mor er ikke hjemme og jeg fortalte aldrig hende det, fordi jeg indensinde vidste det samme skete for hende. Jeg vil bare ikke give hende dårlig somvidihed. Jeg siger ikke noget til nogen. Min guddatter kommer på besøg sammen med hendes forældre alle snakker, og pludselig da jeg kommer ud får jeg en nyhed. Som allerede 13 årig, siger min guddatters mor at jeg skal giftes væk til hendes fætter, en mand på 26 jeg ikke har kendskab til, han havde set et billede af mig og syndes jeg va en køn pige. De havde valgt min fremtid, jeg løber ind på mit værelse og ender med og tage afsted om natten. Jeg skrev et brev til min mor og nogle tætte veninder, jeg regnede med det her va min sidste dag på jorden. Jeg ender med og tænke på mine søskende og ender med og tage hjem igen. Da jeg kommer ind af døren ser jeg ham igen, med sit kolde blik. Jeg bliver råbt af og jeg blev hans forsøgskanin, jeg måtte ikke spise med mindre jeg røg - jeg måtte ikke drikke med mindre det va alkohol. Jeg skulle tage det føreste sug for hvis jeg ikke døde va der ikke gift i, min mors daværende kæreste va paranoid om folk ville slå ham ihjel. Jeg finder en kæreste ca samme alder som mig, han bliver hurtig sur på mig og min mors daværende kæreste giver en kniv i hånden på min kæreste, og siger “if you ever get angry at her, cut her. She deserves it” Jeg fortæller mine veninder endelig hvad der forgår. Ikke længe ender mig og min mor på krisecenter men de mente vi havde det godt nok så efter 1 måned bliver vi smidt ud. Min mor kontakter hendes exmand og de flytter sammen igen (de har det meget godt den dag i dag) jeg bliver sent videre til en aflastning, så plejefamilie. Det gik okay i starten men jeg blev fravalgt tit og blev smidt ud sted efter sted. Igen vil have mig, jeg ende med og flytte 10 gange på 5månede og har endelig fundet et sted hvor jeg bare kan føle jeg må lidt være her. Men min støreste frygt er om jeg bliver smidt ud? Er mor okay? Hvor blev min hjælp af? Hvor blev den omsorg af? Hvorfor lyttede ingen? Jeg er 17 den dag i dag, og står stadig med konsekvenserne. Hvorfor kan man ikke blive lyttet til?

Victoria f. 1998

Jeg mistede min far som 7 årig, og i samme forbindelse mistede jeg kontakten til min halvstoresøster og hendes søn. Tilbage stod jeg med min mor og skulle byde en ny mand velkommen i mit liv som min papfar blot et års tid senere. Sorgen var slet ikke bearbejdet, men der var desværre ikke plads til den, eftersom min papfar blev jaloux, når jeg snakkede om min far. Et par år senere fik min mor og hendes nye mand en søn, som var handicappet. Det tog al deres opmærksomhed, hvilket er forståeligt, men jeg og min sorg over mine mistede familiemedlemmer blev glemt og tilsidesat. Min papfar var psykisk voldelig overfor mig og svinede ofte min far til. Det ødelagde mig og førte senere til et årelangt stofmisbrug, som jeg heldigvis er ude af i dag. Jeg ville ønske, at Joannahuset havde eksisteret dengang, så jeg havde haft et sted, hvor jeg kunne få hjælp til at sætte ord på alle de følelser, jeg ikke blev grebet i derhjemme. Jeg har været frivillig i Joannahuset i ca 2 års tid, og det har hjulpet mig og være med til at hjælpe udsatte børn og unge <3

JB f. 2001

Jeg er vokset op med fraskilte forældre - i starten af børnehaveklassen blev jeg manipuleret ud af mine trygge rammer ved mor, og skulle flytte hjem til min far og stedmor. Min far og stedmor havde mange psykiske problemstillinger, som desværre aldrig har været taget hånd om. Det var et hjem med utryghed, psykisk og fysisk vold. Jeg var rædselslagende for at fortælle andre om min hverdag, for jeg vidste de ekstreme konsekvenser det kunne have, hvis far og stedmor opdagede det. Min mor har udiagnosticerede autisme syndrom, boede på daværende tidspunkt med hendes nu ex mand, som var alkoholiker og røg hash. Jeg så kun hende hver 2nd weekend, fra jeg var 7 år til jeg var 14 år, fordi hun ikke kunne stå op for mig. Hvis jeg vidste at der fandtes et krisecenter, hvor jeg som barn, havde mulighed for at flygte til og få den rette hjælp - jamen det ville have gjort en ubeskrivelig stor forskel. Jeg ville potentielt ikke have forsøgt på, at tage mit eget liv op til flere gange, jeg vil ikke have al den psykiske bagage med mig i voksen livet. Men især at der så ville have været konsekvenser for min far og stedmor. Nogen der gik til myndighederne, kommunen hvad end. De har aldrig oplevet konsekvenser af deres handlinger, udover de ingen kontakt har til ut. Jeg havde første selvmordsforsøg som 11 årig, ELEVE ÅRIG! Der er ingen børn, som nogensinde skal være fanget, i en dysfunktionel barndom. Der er skal være ressourcer og midler, som kan hjælpe dem, når de voksne i deres liv ikke gør det. Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget på et sted som Joanna huset og fået den rette hjælp.

Anonym f. 1997

Sammen med min mor og bror boede jeg et år på krisecenter. Dette var da jeg var 6 år gammel. Her følte vi os trygge og fik den nødvendige hjælp, midt i vores krise. Vi blev også en del af et nyt fællesskab og var til julearrangement de efterfølgende år. Vi blev også inviteret med på udflugter med andre børn som også havde boet eller boede på krisecentret. Her følte jeg, særligt i mine teenageår, at der var nogle som forstod hvad jeg havde været igennem. Fordi selvom jeg oplevede de værste ting som 6 årig, så fyldte det meget som teenager ikke at have en god og kærlig far, som alle vennerne havde. Derfor ønsker jeg virkelig at alle børn og unge kan finde tryghed og få god hjælp. Jeg ville ikke være det menneske jeg er i dag, hvis ikke min mor var stærk nok til at få os på krisecenter og efterfølgende var stærk nok til ikke at gå tilbage til min far.

Anonym f. 2001

Efter en barndom præget af vold (psykisk, fysisk og økonomisk) og mine forældres skilsmisse blev min mors og mit forhold enormt anspændt, med skænderier der varede flere timer som typisk endte med jeg selv stak af eller blev smidt ud. Det havde betydet enormt meget af have et sted at tage hen da det typisk endte med at være fester hvor jeg endte med alkohol og stoffer i en alder af 13. Der var så meget grænseoverskridende der skete. Jeg ville have givet meget for et sted med ro, tryghed og voksne.

SR f. 1999

Når det ikke var godt at bo hos min fattige far, og han var meget fraværende pga. job, løb jeg altid hjemmefra til min mor, der ikke havde forældremyndighed, som var manipulerende og som tæskede min far, lillebror og jeg, da vi var små. Jeg var egentlig bange for hende, men tag over hovedet var vigtigst. Jeg ville ønske, at Joannahuset fandtes dengang, så jeg ikke skulle vente til jeg blev 13 år før jeg blev anbragt, til jeg selv var voksen og kunne flytte hjemmefra for mig selv.

Cille f. 1998

Jeg ville ønske, at jeg havde haft mulighed for at sige stop, da min mor for anden og tredje gang reelt truede med at smide mig ud. Hun vidste godt at jeg ikke havde andre muligheder end at tigge om nåde.

Annef. 1997

Udadtil er jeg vokset op i en kernefamilie. Det kom derfor som et kæmpe chok for alle andre end os børn, da mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år. Det var en helt ekstremt voldsom skilsmisse, hvor vi børn blev brugt som skyts. Hele byen vidste, at mine forældre var i krig mod hinanden. Alt hvad jeg sagde, alt hvad jeg gjorde, alt hvad jeg syntes, alt hvad jeg var, brugte mine forældre mod hinanden som bevis på, at den anden forælder ikke var god nok. Jeg følte et kæmpe pres for at præstere eksemplarisk på alle fronter i mit liv. Jeg fik vanvittigt gode karakterer, jeg tabte mig, jeg dyrkede motion, jeg havde venskaber. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at være perfekt. Men indeni var jeg i konstant alarm. Min far truede min mor på livet. Min mor opfandt de vildeste historier om min far for at få forældremyndigheden. Hun selv stod altid som det evige offer, men hun var en ulv i fåreklæder. Min far har udsat mig for stalking, siden jeg valgte ham fra som teenager. Ingen har hjulpet mig med at håndtere det. Han var jo bare en såret far, der kæmpede for at se sit barn. Jeg slap først fri fra ham, da jeg blev voksen og flyttede langt væk og fik hemmelig adresse og nummer. Jeg er stadig bange for, om han en dag genoptager stalkingen. Min mor har udsat mig for psykisk vold, manipulation, gaslighting osv. i mange år, og jeg har ligeledes valgt hende fra, dog som voksen. Men det værste var, at ingen lyttede til mig. Ingen ville blande sig i mine forældres krig. Alle så bare til. Lod stå til. Jeg var i konstant alarm/krise, og jeg kunne virkelig godt have brugt et sted at tage hen, hvor JEG blev prioriteret og ikke bare var en kugle i mine forældres kanoner. Et sted hvor jeg blev taget seriøst og hjulpet og set, og hvor jeg kunne have følt, at jeg ikke stod helt alene i verden mellem mine forældres psykiske vold mod mig, min søster og hinanden. Et sted, der havde fortalt mig om underretninger og måske endda havde hjulpet mig med at lave en på min søster og mig og vist os, at der var en verden udenfor.

Brian f. 2004

Jeg stak af fra mit opholdssted i protest kort efter, jeg var fyldt 13. Da jeg forsøgte at vende tilbage fik jeg at vide, at jeg ikke måtte komme ind igen.. Fordi jeg ikke kunne aflevere en ren urinprøve. Det betød, at jeg reelt blev tvunget på gaden. Min mor var død og min far var hashmisbruger. Jeg vidste ikke hvilke rettigheder jeg havde og jeg var heller ikke klar over, at min sagsbehandler slet ikke var informeret om min situation. Jeg troede egentlig at de var ligeglade med mig. I omkring fire måneder sofasurfede jeg, sov ved en kirke, offentlige toiletter og i forskellige toge.. bare for at have et sted at være. Det var først, da nogle af mine venner blev taget for butikstyveri at den sociale døgnvagt kom i kontakt med mig. Hvis jeg havde haft Joannahuset dengang, ville jeg have været bedre informeret om mine rettigheder. Vi kunne have lagt en plan for min situation – og vigtigst af alt: jeg ville have haft et trygt sted at hvile mig.

K f. 1999

Mine foreldre er fra Bosnien og jeg blev født efter de begge var kommet til Norge som følge af krigen i tidl. Yugoslavien. Så længe jeg kan huske (fra 12 års alder) har mine søsken og jeg været udsat og/eller eksponeret for psykisk og fysisk vold derhjemme. Jeg tror på at vi var elsket av vores foreldre, men der var mange situationer hvor deres problemer blev vores, og enda nogle gange hvor man som børn troedde det var ens egen skyld det hele. Vi vokste op med vores mormor også - og forholdet mellem hende og min mor var svært dysfunktionelt. Min far holdt sig mere og mere på afstand. (Jeg har fået vide i eftertid at han var bange for at hvis han gik fra min mor, ville han miste omsorgsretten over os. Så han blev. Fordi hvem vil tro at han som mand kunne forsørge sine børn bedre end deres mor?!...) Kommunen jeg kommer fra i Norge, som enda er en af landets mest ressourcestærke, svigtede da jeg som 16-17 årig søgte hjælp. De konstanterede efter et kort, planlagt besøg hjemme hos os, at der var "ingen problemer" derhjemme og afsluttet sagen. De vidste dog ikke at jeg var blevet vækket midt om natten og truet på mit liv af min mor, om jeg sagde hvad jeg mente foregik derhjemme til kommunen. Da jeg flyttede til Danmark, og blev ramt af voldsomme panikanfald - en angst og moderat depression. Heldigvis fik jeg rigtig hjælp af en psykolog gennem sygesikringen til at bearbejde mine traumer. Jeg fik for første gang bekræftet, at der ikke var mine søskene eller mig der var noget galt med, men at vi var blevet udsat for omsorgs- og systemssvigt... Gad jeg godt at vide, at der fandtes et sted som Joannahuset, som kunne hjælpe os med børnerettigheder dengang. Der burde findes hjælp at få i alle de Nordiske lande i 2026!

Sonja f. 2005

Da jeg var 5-6 år begyndte volden derhjemme at tage til, min mor var den voldelige men politiet tog min bror og jeg med vores mor på krisecenter for kvinder, selvom hun var problemet, vi fik ikke lov til at blive hørt og de tog min mors ord over min fars. De blev skilt senere. Volden fortsatte på centeret og børne psykologen tog kontakt til min mor da jeg nævnte volden og det gjorde det kun værre. Volden fortsatte næsten 10 år endnu. Min mor har altid haft det svært psykisk med bipolar og har været inde og ude af lukket afdeling, hun skyldte altid mennesker penge pga maniske episoder, som ville komme smadrende ind, hun kunne ikke passe ordentligt på os eller holde hjemmet rent ( der var altid rodet og sundheds farligt da hun er en hoarder) så hjemmet var altid utrygt. min far var altid passiv vi måtte ikke snakke om mor eller vise følelser da han ville tage det personligt og råbe og komme med trusler på eget liv og værd, og eller ignorere os i op til et par dage hvilket var det helt forkerte at gøre mod børn der er forvirret og sårede. jeg ville ønske jeg havde et tilflugts sted og at jeg var blevet hørt af kompetente personer som kunne rumme ens behov, min bror ville ikke være handicappet i dag, da han led af en voldsom depression grundet vores mor og forsørgede selvmord på en togbane. Jeg ville ikke døje med mine traumer og anden psykisk lidelse heller. Børn og unge fortjener flere muligheder og tilflugtssteder.

Anonym f. 1967

Kære Johannahus. Jeg vil gerne dele min historie med jer i håb for en bedre fremtid for mange børn og unge. Jeg er fra et skilsmissehjem med psykisk vold og indimellem var jeg på weekend hos min far som drak alt for meget, når følelserne var svære som ved samvær. Da jeg som 17-årig blev smidt ud hjemmefra, forsvarede og tilpassede jeg mig det som skete. Loyal som kun et svigtet barn og ung kan være med den pris at blive voksen alt for tidligt og undvære en normal teenagetid og overgang fra ung til voksen. Godt nok var radioprogrammet “Tværs” startet op den gang, men det vækkede ikke min bevidsthed om det var så galt, som det var. BørneTelefonen åbnede først 3 år efter og Johnnahuset endnu senere. Jeg blev en kontrolleret overlever, som mistede kontakten til min krop og hvem jeg i virkeligheden var. I dag ser og mærker jeg stadig senfølger efter de svigt som skete, og er i proces med at heale mig bedst muligt. Jeg ser nu, at de belastninger jeg var udsat for har trukket lange spor i hele mit voksenliv og meget kunne være bremset/stoppet før - hvis jeg havde haft ansvarsfulde voksne omkring mig til at støtte med sætte ord på mine rettigheder, følelser, behov, grænser osv.Tænk hvis jeg, da jeg stod uden bolig og et ønske om at videreuddanne mig, havde haft mulighed for at dukke op i Johannahuset og fået rette støtte! Det ville have gjort en stor forskel for mig, og jeg forestiller mig, at jeg ikke havde behøvet kæmpe lige så meget i mit liv for at finde min plads og tilhørsforhold. TAK for den store forskel i gør for mange. Kærlig hilsen mig

Camilla f. 1996

Efter mine forældre blev skilt da jeg var 6, voksede jeg op i et hjem med min mor. Dette hjem var præget af voldsom fysisk og psykisk vold, samt alkohol misbrug på daglig basis. De første minder jeg har om min barndom efter skilsmissen er udelukkende episoder der omhandler dette. I en alder af 12 år, står det så slemt til, at jeg flere gange om ugen er nødsaget til at stikke af hjemme fra, i frygten for ikke at overleve volden. Jeg sov på offentlige toiletter, i opgange og andre steder hvor jeg kunne opholde mig for en stund. Havde flere selvmordsforsøg i en årrække på daværende tidspunkt. Jeg råbte højt til alle omkring mig, også kommunen. Til trods for mange fysiske beviser på volden og den voldsomme mistrivsel jeg var i, reagerede ingen. Jeg ville ønske, at der var et sted som Joannahuset dengang, som kunne hjælpe mig, når alle andre svigtede.

Katrine f. 1990

Min mor var meget syg da jeg var barn og er det stadig. Hun boede på et psykiatrisk bosted, hvor jeg besøgte hende og overnattede som barn. Hun havde skiftende kærester, og to af dem lavede kræftige tilnærmelser af flere omgange. Da hun flyttede i sin egen bolig (opgangs-fællesskab for sårbare), vågnede jeg ved, at hendes daværende kæreste sad og stirrede på mig, mens jeg sov. Min mor var sederet af sovemedicin og alcohol, og kunne ikke hjælpe. Jeg har ingen erindringer fra resten af natten. Dagen efter fik jeg en 500kr seddel af ham. Jeg købte en pose slik og afleverede resten til min far dagen efter. - jeg var 11år. Min mor var en utryghed i mit liv, og min far var en vred og voldsom mand. Jeg blev anbragt, da jeg var 14 år. Dette er blot én fortælling af mange års vold i min barndom. Jeg ville ønske, at jeg havde haft et safe-space som barn.

Anonymf. 1976

Jeg er voksen nu og overlevede en barndom med vold og overgreb. Men hvis der havde været et Johannes hus her i Jylland , så havde en barndom været mere let. Jeg ville have søgt hjælp hos os. Vi boet i en by hvor min far kendte lærerne på skolen , præst og lægen Jeg var 8 år da første voldtægsforsøg skete jeg var 12 da jeg blev stærk nok til at sige jeg ville sige det til politiet hvis det skete igen. Fra jeg var 12 slog mine forældre kun , jeg havde ingen steder at søge hjælp , fordi hvis jeg sagde det i skolen skulle jeg jo stadig hjem og sove. Et sted som jeres ville have betydet at jeg måske som 10 årig havde fundet penge til bussen og taget ind til jer , I er de voksne jeg manglede som barn. Håber flere børn får et Joannahus ❤️ Hilsner den voksne kvinde som overlevede men stadig tænker hvorfor ingen hjalp

Kamila Dimaityte f. 2009

Så min oplevelse som 15-årig, der blev sendt på et krisecenter efter en voldsom episode med min far. Jeg flyttede derind sammen med min mor og mine to yngre søskende. Krisecentret hjalp os på mange måder, men for mig blev det hurtigt svært. Jeg følte mig ikke tryg, fordi jeg stadig boede sammen med min mor, som jeg også havde konflikter med. Lejligheden var lille, vi havde kun ét værelse med to senge, og frustrationen mellem os voksede. Jeg forsøgte at bo hos veninder for at undgå presset, og en gang blev jeg endda bragt tilbage af politiet. Problemet var ikke krisecentret som sådan – de hjalp os virkelig – men at jeg blev sendt som barn sammen med voksne. Episoden med volden handlede kun om min far og mig, men hele familien skulle med, fordi der ikke findes et sted kun til børn. Jeg tror, mit forhold til min mor ville have været langt bedre, hvis jeg havde haft et børnekrisecenter, hvor jeg kunne få ro og sikkerhed alene. Derfor mener jeg, at Danmark skal have børnekrisecentre. Børn i voldelige hjem har brug for et sted, hvor de kan føle sig trygge, bearbejde det, de har oplevet, og få støtte, der passer til dem – uden at blive blandet sammen med de voksne. Ingen børn fortjener at stå uden et sikkerhedsnet, og et børnekrisecenter ville kunne give præcis den støtte, mange børn mangler. Jeg vil gerne afslutte med at sige, at krisecentre generelt gør et kæmpe arbejde, men der er en gruppe børn, som ikke får den hjælp, de har brug for. Det er på tide, at Danmark tager ansvar og sikrer, at alle børn i krise har et sted, hvor de kan være trygge og få den hjælp, de fortjener.

H f. 2008

Min opvækst har været meget turbulent, efter min mor og far gik fra hinanden, da jeg var 2 år gammel. Min mor og jeg flyttede meget rundt, hun fik en voldelig kæreste da jeg var omkring 4 år. Han udsatte min mor, mig og dyrene i hjemmet for vold, jeg husker ikke meget, men jeg husker flere gange hvor jeg blev tvunget til at sove ude på toilettet med låst dør. Efter de gik fra hinanden, boede vi hos min mormor. Lidt efter husker jeg min mor hentede mig i børnehaven, med en stor sæk. Vi tog hjem til min far som ikke var hjemme, så jeg ventede alene i opgangen med sækken til han kom. Derefter så jeg ikke min mor i 4-5 år, hun valgte stofferne over mig. Det forsatte med at jeg blev flyttet rundt og rundt i flere år. Jeg kom så hjem til min mor igen da jeg var 16, men nu med en lillebror og hans far i huset. Han var ekstremt psykisk voldelig, men jeg bed det i mig, da jeg har prøvet meget værre. Men så en sommerdag blev det også fysisk, jeg var lige vågnet så jeg måtte tage min taske og løb grædende ud af bygningen. Jeg sad udenfor i bare tæer, og ringede til min far, han tog ikke telefonen, så jeg måtte ringe på hos min overbo og blev heldigvis lukket ind der. Jeg husker at kommunen ikke tog mig seriøst. Heller ikke da min mor et par uger efter tog mig og min lillebror med på krisecenter. Jeg blev nød til at stoppe skolen, og bo midlertidig hos min farmor og farfar i over et halvt år, før kommunen fandt et tilbud hvor jeg kunne få min egen lejlighed. Nu er jeg endelig ved at finde mig selv igen, og der er ikke nogen der kan forstyrre processen..

S f. 2006

Jeg er vokset op i et voldeligt hjem. Mine forældre havde været sammen i flere år, da jeg blev født. Jeg har senere fået indtryk af, at jeg ikke var planlagt, og at min far havde udsat min mor for voldtægt. Da jeg var 6 år gammel, gik mine forældre fra hinanden. Min mor turde dog ikke sige til min far, at han ikke måtte se os. Derfor voksede jeg op i et miljø præget af had, larm, smækkende døre og en far, der var vred og manipulerende. Jeg oplevede vold, og jeg følte aldrig, at noget jeg gjorde, var godt nok. En dag blev jeg smidt ud hjemmefra. Jeg gik hjemmefra klokken 23 om aftenen. Klokken 3 om natten ringede min far gentagne gange og var rasende over, at jeg ikke var hjemme. Da jeg kom hjem dagen efter, fik jeg den værste omgang vold, jeg nogensinde havde oplevet. Efterfølgende turde jeg ikke forlade hjemmet i en uge, folk skulle jo ikke se hvor slemt han behandlede mig. Da jeg var 9 år, fik min far en kæreste, som også havde en datter. Forholdet var meget svært. Jeg følte mig uønsket, og min stedmor talte kun til os, når vi skulle gøre rent eller gøre ting for hende. Det føltes som om, vi blev behandlet som tjenere. Hun hader mig stadig til den dag i dag, hun har flere omgange prøvet at fortælle min mor løgne om min opførsel og yappet om hvor forfærdeligt et barn jeg er. Hun har flere gange beskyldt mig for at stjæle, ødelægge hendes ting, ødelægge hendes forhold til min far, hun var ekstremt jaloux når min far gav mig opmærksomhed i stedet for hende, selv hvis det var for at tæve mig. Hun forbød også at min mor og far snakkede sammen. Min far og kærresten er stadig sammen i dag og jeg har ingen kontakt til min fars side af familien. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig som 10-årig, at det jeg oplevede, ikke var normalt, og at jeg burde have søgt hjælp. Jeg var for bange for at sige noget til nogen, fordi jeg var bange for konsekvenserne og for, at min far ville komme i problemer. Den dag i dag har jeg stadig ikke fortalt nogen om, hvad der foregik i mit barndomshjem.

Sif f. 1990

Jeg kan berette om flere hændelser men en af dem der står Aller klarest for mig - en hverdag, jeg har været 10-11 år og min lillebror skal hentes fra børnehave - den gang var det okay at et barn hentede et andet barn, min mor var på arbejde og min far var psykisk syg og havde en af de dage hvor han ikke kunne rejse sig fra sengen, så jeg skulle være den ‘der er den’ Jeg for ham hentet og min far står op 5 minutter i spise tid og selvom jeg ikke er gammel nok til at stå med det ansvar, så ved jeg at det er forkert at han først står op der, jeg ved det er forkert at der er rod over alt, jeg ved det er forkert at jeg skal underholde min bror i sådan en grad, jeg ved det var forkert at vi igen kommer rigtigt sent i seng for min far skulle først til at lave aftensmad og han var uddannet kok så vi kunne aldrig nøjes med det simple i hans verden. Den dag siger jeg ham imod igen, den dag går bølgerne højt endnu engang, den dag.. hvor alt i mig bristede og den sidste smule tillid jeg havde tilbage bare forsvandt, mens han lavede mad og der kun var få minutter tilbage ville jeg i bad, så da jeg var afklædt og gik fra mit værelse ud til badeværelset begyndte han at råbe, jeg kunne ikke tillade mig at skide på ham, skide på at han havde lavet mad - jeg troede ikke maden ville være klar så hurtigt, så det kunne jeg vel nok nå, men pludselig kunne altid os gøre lige meget, så han tog en gryde med kogende vand og kastede efter mig, han ramte heldigvis ikke, smed gryden fra sig og hev mig ud i opgangen - altså en opgang i et boligkvarter, hvor vi boede i opgang med 3 andre. Så sad jeg derude 10-11 år gammel - gammel nok til at være blufærdig, bare sidde derude i panik og kalde på sin far og håb om at han ville åbne døren, snakke med sin lillebror igennem brevsprækken indtil at han blevet hævet væk og fik skældud for det, jeg stoppede med det samme med at kalde på min lillebror for det skulle jo ikke gå ud over ham, det gjorde det ofte alligevel, for han prøvede at forsvare mig så ofte. Andre gange havde han slået mig, råbt af mig, kastet ting efter mig og så meget andet et barn ikke skal opleve - men det var altid inden for de 4 vægge - men den dag hvor han lod ‘virkeligheden’ være med - den dag andre så mig lide, den dag… den glemmer jeg ikke, og lige der! Ville jeg ønske jeg havde haft et sted jeg kunne komme til, men der var ingen, min mor havde fri fra arbejde kl 23 og var hjemme 23:15 ca. først der kunne jeg komme ind igen, hvortil hun bare sagde hop du hellere i seng.. ingen kram eller forståelse - bare ‘hop du hellere i seng’ endnu engang….

Anonym f. 1988

Mit barndomshjem var meget voldsomt, og jeg blev slået dagligt. Både skole og kommune vidste det, fordi jeg desperat bad lærerne om at hjælpe mig, ligesom jeg også besøgte kommunen og tiggede dem om at fjerne mig fra hjemmet. Ingen gjorde noget - kommunen sagde, at hvis de skulle hjælpe mig så skulle de hjælpe alle andre børn også, og det havde de ikke råd til. Mit sidste håb var politiet, som jeg opsøgte som 13-årig. Jeg vidste dem mine blå mærker, og min veninde var med som vidne. Men politiet sagde at de kunne ikke gøre noget. De kunne give mig en alarm, sådan at de kunne komme ud hvis mine forældre gjorde mig ondt - og at de kunne tage en snak med dem. Det turde jeg ikke sige ja til, for min sikkerhed var ikke garanteret. Da lærerne fra folkeskolen ringede hjem, endte det ud i at jeg blev kvalt til jeg besvimede, så jeg turde ikke tænke på hvad der ville ske, hvis politiet ringede til mine forældre for at tage en snak - uden at jeg skulle i sikkerhed. Hvis der fandtes et krisecenter dengang, så tror jeg at det havde givet mig større tryghed og sikkerhed, og måske jeg ville kunne nå at få at opleve hvad det ville sige, at have en tryg familie. Jeg mistede min barndom fordi ingen voksne gjorde noget.

Ida f. 1996

Da jeg var 15-16 år havde min mor flere selvmordsforsøg og hun var så langt ude i alkoholmisbrug og depression og ofte smed hun mig ud hjemme fra eller truede med det. Mine forældre var skilt og de havde 7-7 ordning men i de uger jeg ikke var ved min far ville han helst ikke have mlg hjemme ved ham. Jeg havde følelsen af ikke at være ønsket nogen steder. Jeg sov hos min kæreste eller venner og færdedes rundt om i København. Et krisecenter for børn og unge kunne have givet mig tryghed og måske hjulpet mig med at komme væk fra min mor.

Rikke f. 1971

Hej Jeg er 54 år Min barndom og ungdom var fuld af voksne misbrugere. De var afhængige af alkohol, hash og heroin. Jeg havde ingen ædru forældre, kun påvirkede mennesker. De kunne selvfølgelig ikke passe på mig. Mine forældre hev også mig ind i misbruget. Da mine forældre blev skilt var jeg 9 år. Min far var forsmået og voldelig. Han tævede min mor og truede med at slå os ihjel, hvis hun ikke blev hos ham. Hun efterlod mig hos ham i fem måneder. Det var et forfærdeligt liv. Min far blev min første stalker da jeg var 18 og sagde jeg gerne ville have en pause fra ham. Det stod på i 2 år. Efter ham fulgte en ekskæreste der stalkede mig i 3 år. Den gang tror jeg ikke begrebet stalking fandtes. Jeg kunne i den grad have brugt viden om mine rettigheder og et sted at flygte til som Johannahuset. Jeg kunne også have brugt et sted som Tuba. Det har generelt været et hårdt liv. Et liv hvor mænd har ødelagt så meget og min mor så til uden at hjælpe mig.

Anonym f. 1998

Min far døde af misbrug da jeg var ret ung, og min mor fik en ny kæreste da jeg var 7-8 år. Han var psykisk voldelig, manipulerende, narcissistisk og en tikkende bombe. Som teenager begyndte jeg at stikke af over længere perioder, fordi jeg ikke kunne holde ud at være der. Kommunen lyttede ikke rigtig til mig, da min stedfar havde fået overbevist dem om at jo bare var “et problembarn”. Det gjorde at jeg har været i nogle ret farlige situationer, med voksne mennesker der ville udnytte mig på alle tænkelige måder for at give mig et sted at sove. ‘Heldigvis’ var jeg ret mistroisk overfor verdenen omkring mig allerede dengang grundet min problematiske barndom - så jeg kunne nå at flygte fra de farlige situationer så snart jeg opdagede noget var off. Et sted som Joannahuset ville have reddet mig dengang, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Nana f. 1993

Jeg kunne have haft brug for et krisecenter op til flere gange gennem min opvækst. Især fra da jeg var 15-17 år. 2-3 gange blev jeg smidt ud af min far. Den sidste gang var det alvor og jeg havde ingen steder at tage hen. Jeg endte med at sove hos venner eller komme sent hjem. Mit hjem var dysfunktionelt, med psykisk vold, misrøgt og afstraffelse i form af isolation eller verbal vold. Især min far var skyld i meget af den psykiske vold der fandt sted. Og jeg kunne ikke flygte. Et krisecenter havde været brugbar nogle gange. Jeg havde dybt brug for hjælp da jeg gik rundt med spiseforstyrrelse, selvskade som tog til og tunge depressioner. Jeg var selvmordstruet da jeg blev 16 og igen 18. Jeg fik ingen hjælp da mine forældre afslog det gang på gang. Her havde krisecenteret kunne hjælpe mig måske med at få hjælp til de mange svære følelser og tanker jeg gik rundt med.

Anonym f. 2005

Jeg blev tvangsfjernet hjemmefra i 2020, da jeg var 15 år. Begrundelsen var, at kommunen mente, jeg var en fare for mig selv – men jeg forstod aldrig hvorfor. De beskyldte mig for at ryge hash, selvom jeg på det tidspunkt ikke engang vidste, hvad det var. Min mor forstår ikke dansk, så hun kunne ikke rigtig forsvare mig, men hun kæmpede for mig i retten næsten hver måned i to år for at få mig hjem – uden held. Kommunen mente, jeg var misbruger, bare fordi jeg hang ud med nogle venner, som de dømte på forhånd. De troede, jeg ville ende som dem, og derfor fjernede de mig. Ironisk nok var det først på bostedet, jeg blev introduceret til stoffer, fordi det var normalt der. Jeg stak ofte af for at komme hjem til min mor, men jeg fik at vide, at hvis jeg blev fundet der igen, ville de anmelde hende til politiet. Så jeg endte med at sove på Hovedbanegården og hos fremmede mennesker – og oplevede ting, som en 15-årig aldrig burde opleve. Jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for. Tværtimod føles det som om systemet ødelagde mit liv.

Anonym f. 2001

Mine forældre blev skilt, da jeg var 15, og min mor udviklede hurtigt herefter et alkoholmisbrug. Dette betød, at jeg langt de fleste dage kom hjem til kaos. Efter 1,5 år smed hun mig gentagende gange ud af hjemmet for at prøve at hjælpe mine søskende bl.a. ved at svare hende igen. Min far vidste ikke, hvad der foregik og var for det meste optaget af sin nye familie, hvor der på det tidspunkt ikke var plads til mig. Havde jeg haft kendskab til et sted som Joannahuset, kunne det have sparet mig for adskillige kolde og utrygge nætter på en bænk.

Anonym f. 2010

Jeg stod på gaden, alene. min mor havde grædt i dagevis og nu var hun ude med min søster, fordi min søster var syg nok til og få hjælp. min far ku ikke andet end og råbe og skrige, og skride når det blev for meget. jeg havde ingen venner, den eneste tryghed jeg havde var at skade mig selv. når jeg så var hjemme, vidste jeg aldrig hvad jeg kom hjem til. måske nogle der truet mig? måske nogle der truede med selvmord? måske nogle der havde begået selvmord? jeg havde absolut ingen og ta hentil. ingen steder, jeg var alene. jeg brugte dagen lang med en smøg i hånden i en tildfædlig skov.
jeg havde brug for et sted.

Anonym f. 2010

Hej. Jeg havde brug for et krisecenter da jeg var fra 10 år gammel til 13. Mit hjem var fuldkommen kaos. Psykisk vold, spiseforstyrrelser, Psykiske sygdomme, Kaos og råb. Jeg bor i en meget fattig kommune og min hjælp var på venteliste. Det tog 2 år før kommunen kunne gøre noget. Idag vill jeg ha ønsket af hele mit hjerte at jeg var kommet på et eksempelvis krise center. Det ville ha reddet mig.

Olivia f. 2001

Jeg blev i tide og utide smidt ud eller overladt til mig selv i flere dage, da min mor altid var på jagt efter en ny kæreste, og min far ikke var i billedet. Jeg blev smidt ud hjemmefra, efter min mor fandt en kæreste, og i min opvækst har jeg oplevet fysisk, psykisk og økonomisk vold fra hende. Jeg har været kastebold på forskellige opholdssteder i systemet og har ikke oplevet, at sagsbehandlere har lyttet. Jeg blev påtvunget til at få efterværn eller finde min egen lejlighed dagen inden, jeg blev 18, selvom jeg havde udtrykt, at jeg blev gaslightet og udsat for vold. Jeg endte med at tage en overdosis. Der har været flere gange, hvor plejefamilien også har smidt mig ud og kørt mig over til min mor, selvom hun sagde, hun ikke var hjemme, hvor jeg har måttet kontakte venner og være hos dem. På mit første opholdssted som 12-årig fik jeg taget kvælertag og blev tvunget til at blive der, og kommunen hjalp ikke, da de mente, det var det rette anbringelsessted for mig, og at jeg ville blive tvangsfjernet, hvis jeg strittede imod. Jeg har alt for mange gange i mit liv måttet holde ud og finde mig i ting og blive, fordi der ikke var noget alternativ. Jeg har snakket en del med døgnvagten i kommunerne, BørneTelefonen og Headspace, og de har været presset over ikke at kunne hjælpe mig ordentligt eller sende mig et fysisk sted hen. Jeg ser slet ikke et “måske” til et krisecenter, for jeg havde brug for og ret til hjælp. Børn og unge har stadig nogen af de samme udfordringer som jeg havde, og de har ret til hjælp når der opstår noget akut, eller når de ikke kan leve i det længere – også uden for kommunens åbningstid.

Anonym f. 1985

Jeg følte generelt at jeg som barn var placeret i en familie der ikke var min. At jeg ville blive hentet en dag af min rigtige familie, samtidig med jeg godt vidste at jeg var ved dem. Det var en underlig følelse af at den jeg var ikke hørte til. Da jeg var helt lille var jeg glad for min far og jeg så meget op til ham. I vores hjem var det ham og hans humør der styrede stemningen. Min mor glattede ud. Sørgede for at han var glad, når hun kunne og forsøgte at være mor samtidig. Jeg husker episoder som en hvor han rev alt hendes tøj i stykker. Midt over. Episoder hvor han ville ødelægge ting hun havde arvet fra sin far. Og generelt voldsomme skænderier. Men de var ikke rettet mod mig. Ikke før jeg blev ældre. Da jeg var teenager blev det anderledes. En dag efter træning hvor jeg var træt, blev jeg da jeg kom hjem; anklaget for at have ødelagt en af hans højtalere. Jeg fik tit skylden for noget var gået i stykker. I min teenager vrede endte jeg med at sige til ham; kan du se den her - og gav min far fuck fingeren. Der så han sort. Han gik efter mig og skubbede mig ned på mit værelse og jeg gik i chok. Jeg har svært ved at huske den konkret rækkefølge, men han slog mig i hovedet med en flad hånd. Og råbte ad mig. Så gik han ud af mit værelse og kom tilbage med et baseball bat. Han begyndte at smadre mine ting med det. Mit glas bord. Den seng jeg sad i - alt omkring mig. Min mor råbte stop. Men han fortsatte bare. Jeg kan ikke huske hvordan han stoppede eller hvad der skete efter, men jeg pakkede min taske og satte mig på et busstoppested. Det er det værste, at jeg ikke kan huske hvordan jeg kom der fra. Jeg husker dog at overvære en samtale med ham og min mor, og høre ham sige; jeg var tæt på at slå hende(med battet) jeg kunne have slået hende. Tanken om at min far kunne have haft gjort det. Det havde jeg ikke overlevet. Min far kunne havet slået mig ihjel, fordi jeg gav ham en fuck finger. ... jeg boede hos en veninde og hendes forældre et par dage. De spurgte ikke ind til noget, da de selv ikke var gode forældre. Og når jeg tænker over det, var det nok defor jeg valgte at være ved hende. Jeg turde ikke afsløre mine forældre. Jeg tog hjem og hentede ting, når jeg vidste de ikke var hjemme og på arbejde eller bare ude. Ca to dage efter hændelsen, kom jeg hjem og kunne lugte at der lugtede af spray maling på mit værelse. Da jeg åbnede døren dertil, havde min far skrevet på væggen og mine ting. "Her bor svin" og "Svin". Jeg gik op på kommunen og som et barn, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Gik til info skranken og sagde at jeg skulle tale med nogle. At jeg ikke kunne bo derhjemme. Jeg fortalte ikke andet. Fik et nr på en post it og gik hjem til min veninde igen. Ca et par dage efter kom min mor hjem til min veninde og bedte mig om at komme hjem. Jeg sagde at jeg havde været på kommunen for at spørge om hjælp og at vores familie var syg. At det ikke var normalt det der skete i den. Hun sagde jeg skulle komme hjem. At jeg ikke måtte sige noget til kommunen, for det ville gå ud over min far. Jeg var et barn og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få hjælp. Og da jeg fik et nr. Turde jeg ud af loyalitet til mine forældre, ikke at bruge det. Jeg ville ønske jeg havde vidst eller kendt til et sted jeg havde kunne tage hen. Der ikke var endnu et dysfunktionelt hjem, som der hbor jeg søgte hen. Men et sted hvor jeg kunne have blevet grebet i det jeg stod I. Jeg har som voksen, desværre gentaget et mønster i at møde en mand med de samme træk som min far, men da vi fik et barn var der noget i mig der tydeligt kunne mærke at jeg skulle væk. At det ikke ville ændre sig. Mønsteret blev meget tydeligt for mig pludselig. Og jeg tog på krisecenter. Det ophold for mig, har været en uundværlig støtte i at ændre min retning og mønster. De kendte dynamikkerne i volden og for første gang følte jeg mig oprigtig spejlet i både opvækst og relation til mit barns far. Spejlet i at det ikke var kærlighed men vold og kontrol. Jeg tænker tit over hvad et sådan møde, kunne havet gjort for mig som 15 16 årig. Sunde voksne. Og ro. Det er vigtigt at tilbud som joannahuset er tilgængeligt. Så man kan få ro og lande og hjælp til at forstå, at kærlighed ikke er noget man skal gøre sig fortjent til og at vold mod børn er uacceptabelt. Håber min historie kan bidrage til at belyse det!

Anonym f. 1989

Mange gange! Er vokset op med en psykisk syg mor med alkohol misbrug, en stedfar med hashmisbrug og vold. Jeg løb væk hjemmefra, ringede til politiet og fortalte til både politiet og rådgivere hvad der foregik. Alt for sent blev vi tvangsfjernet, efterfølgende hjemgivet, for at blive anbragt igen. Jeg har mange gange både før, imellem og efter anbringelserne haft brug for at tage et sted hen, hvor jeg ville blive taget alvorligt. På trods af diverse indsatser fortsatte problemerne. Frygten for ikke at blive taget alvorligt har afholdt mig fra at opsøge hjælp. Alle børn og unge med behovet bør have mulighed for at henvende sig på et krisecenter. ❤️

Anonym f. 1986

Min mor var/er narcissist og min far var mentalt fraværende, jeg levede af vælling de første 2-3år af mit liv, jeg har været isoleret, råbt af, nedværdiget, holdt hjemme fra skole for at lege veninde med min mor eller gøre rent for hende, jeg har været hendes Askepot, ringet til myndigheder for hende, skrevet breve, brugt min løn på at holde hendes rygning og gamblingproblem i live, for at slippe for konsekvenserne. Og det blev kun værre med årene, min morfar var der, men jeg kunne godt have brugt andres hjælp især, da det blev fysisk med kvælning og en tur ned af trappen. Jeg måtte ikke tage til sammenkomster, være sammen med andre mennesker end dem hun havde valgt. Selv en erstatning jeg fik forsvandt ned i hendes lommer og jeg blev blamet for at ødelægge deres økonomi fordi jeg spurgte hvor pengene var. Den konstante usikkerhed omkring min mors humør har været alt ødelæggende. Hvor ville jeg ønske at Joannahuset eksisterede den gang.

Anonym f. 2010

Det var ikke fordi jeg ikke var velkommen i mit eget hjem, jeg var mere velkommen en noget andet. Men jeg følte mig ikke velkommen, jeg følte mig ikke som mig selv, det var lang tid siden jeg sidst havde. Og mine forældre lyttede, det prøvede virkelig deres bedste, men det var svært at føle sig hørt når ens problemer bliver dæmpet ned, ‘fordi det bare er normale teenageting’. Og med forældre der selv har de samme (dengang ikke diagnostitiseret) problemer som mig, med ADHD, angst, depression og OCD, var det ikke så meget fokus på det som der burde være, for det var hverdag. En del af min hverdag var også at græde en hel del og værre i følelsesmæssig ubalance, og ønske mig væk til et sted, en enlig hytte i Sverige eller lign, hvor jeg kunne være mig selv og væk fra presset, og sejle i mine egne problemer, uden at skulle have dem jeg elsker mest med. Selvom jeg var, og stadig er, rædselsslagen for offentlig transport, tog jeg toge frem og tilbage i Danmark for at glemme mig selv. Jeg kunne bare strejfe rundt i Utterslev Mose med mine hørebøffer og dulme smerten i mit sind med sørgelig musik, og egentlig mest have lyst til at blive i mosen for altid. Dér ville det have være rart hvis jeg kendte til Joannahuset, så jeg kunne være dér for en nat eller to, i stedet for at strække tiden ud i mosen, og skulle stå på hovedbanegården tæt på midnat, og tage mig sammen til at tage hjem og have det værre, igen. Selvom jeg og mine forældre har det langt bedre nu, ville jeg inderligt ønske, at alle de andre piger det går rundt i Utterslev Mose og ikke vil hjem til deres virkelighed, ved de kan tage en pause i Joannahuset med ansvarlige voksne, i stedet for i mosen med gæs og mystiske typer.

Anonym f. 1993

Jeg kunne ikke mere. Den psykiske vold i form af manipulation, placering af skyld, dyrkelsen af skam, råben, nedgørelserne, grænseoverskridende adfærd og utrygheden ved aldrig at vide om det var en god dag eller dårlig dag hos min mor. En dag skændtes mine forældre voldsomt, som sædvanlig. Den dag fik jeg nok. Jeg planlagde at flygte. Taskerne var pakket. Pengene til toget var fundet frem. Endedestinationen var planlagt. Min søster var klar. Jeg var klar. Men jeg manglede bare lige at aftale med mine bedsteforældre, at de skulle hente os på banegården i Middelfart. De ringede til mine forældre og fortalte om min plan, og planen blev aflyst. Jeg blev forhindret. Efterladt alene sammen med en mor og en far som nedbrød min søster og jeg. Min søster var 4 år. Jeg var 11 år. Gad vide hvordan vores liv havde været, hvis vi havde haft Joannahuset og var blevet grebet der fremfor at fortsætte barndommen i det skjulte helvede?

Anonym f. 1991

Jeg er vokset op med en far som udøvede psykisk vold og en mor som var mentalt fraværende. Min opvækst har været præget af utryghed, nedgørelse, og ydmygelse. Generelt var min eksistens uønsket og blev italesat som en fortrydelse. Min personlighed, følelser og tanker fik ikke lov til at blomstre. Som voksen forstår jeg, hvor svært det er, at påvise psykisk vold men når jeg ser tilbage så var min adfærd som barn alarmerende. Nogle voksne burde have reageret. Det var tydeligt, at jeg havde brug for omsorg fra nogle som så og hørte mig. Jeg stak tit af hjemmefra men vendte altid retur fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gå hen. Gid jeg havde haft muligheden for at være andetsteds som barn og bare mødt mennesker som gav mig en eller anden form for anerkendende opmærksomhed.

Laura f. 1994

Jeg stod engang, hvor rantzausgade møder åboulevarden og håbede på at kunne finde hjælp på et værested der lå der engang. Men det var lukket. Jeg ringede til min søster på 16 år og græd, hvor skulle jeg tage hen? Jeg var selv 13 år. Hvis jeg havde haft et sted at flygte hen? Tanken rør mig til tårer. Tænk hvis jeg havde fundet nogen der ville lytte, tro på at jeg på trods af eyeliner, farvet hår og mørkt tøj blot var et barn som søgte tryghed. Jo længere tid jeg blev væk hjemmefra, desto værre blev det når jeg endelig måtte vende hjem, når min mor blev for ked af at jeg blev væk endnu en dag, endnu en nat i min venindes varme hjem, med varme forældre, måtte jeg synke panikken og møde min papfars vrede alene. Jeg kan mærke frygten ved tanken, og tårene presser på. Jeg var et barn. Han var voksen. I mit voksne liv, har jeg arbejdet med suicidologi (viden om selvmord) og ved, at mit liv var uleveligt. Mine selvmordstanker som ung kom ikke af et sygt sind, men af et sygt hjem, med en syg mand og en syg mor, der valgte ham frem for sine børn. Det har taget mange år, meget terapi og uanede mængder kærlighed at forstå, at jeg ikke var roden til alt ondt i verden som han påstod. At jeg ikke fortjente hvad han udsatte mig for. Det var først efter en indlæggelse på psykiatrisk som 15-årig, da min papfar udvandrede fra familieterapi, at nogle voksne i systemet så på mine omgivelser som syndebukken frem for mig. Jeg så i terapeuternes øjne, en skræk, en frygtelig åbenbaring, det var ikke mig, barnet, det var syg - det havde altid været ham. Hvis jeg havde mødt sådanne øjne, sådan nysgerrighed på mit liv, sådan forståelse for, hvad der er en voksens mands ansvar og hvad der er et barns ansvar før… Havde jeg undgået så frygtelig en barndom og ungdom? Ville sorgen, vreden, mistilliden til mig selv sætte sig som kroniske smerter, som den har gjort? Krisecentre for børn er desværre en essentiel nødvendighed - intet barn skal ønske at dø, fordi døden er den eneste flugt fra det der venter derhjemme. Børn og unges liv styres af deres forældre - de kan ikke altid forestille sig en fremtid, hvor de er fri af deres lænker, hvor de selv har indflydelse på deres liv, hvor deres forældre ikke ødelægger dem, men hvor de selv har magt og mulighed for at forme deres liv. Manglende håb for fremtiden er en risikofaktor for selvmordtanker -og handlinger. Joanna-huset er selvmordsforebyggelse. (må gerne forkortes / redigeres for forståelsen/formidling)

Anonym f. 2005

jeg blev som barn og ung udsat for vold af begge mine forældre. Kommunen gjorde ikke noget ved det trods mange mange underretninger. Jeg havde en følelse af at ingen troede på mig. Det gjorde tavsheden og volden større. Jeg var nødsaget til at finde andre alternativer end at være hjemme - sove på gaden eller på sofaer rundt omkring hos venner og bekendte. Alt handlede om at finde tryghed i en hverdag der ikke var tryg. jeg ville ønske jeg havde et sted som Joannahuset at henvende mig til, så jeg kunne have fået den hjælp jeg havde brug for. Da jeg fyldte 18, kom jeg på et "almindeligt" krisecenter og fik heldigvis hjælpen. Men hvis det kunne være gjort 6 år tidligere, kunne jeg have levet et liv i fred og ikke en ungdom på flugt for min egen familie.

Michelle f. 2000

Da jeg var 16 år gammel blev jeg smidt ud af min far, han var meget voldelig og prøvede på et tidspunkt at slå mig ihjel Hverken politiet eller kommunen troede på hvad jeg sagde jeg ønskede virkelig det var et sted jeg kunne tage hen så jeg ikke skulle leve i de uger på gaden som jeg gjorde På et tidspunkt blev jeg tvunget hjem ingen af min far og volden forsat indtil jeg fik min første lejlighed som 19 årig

M f. 2007

Jeg blev smidt ud af min mor efter jeg havde fortalt hende om min lyst til at begå selvmord. Det eneste jeg fik med hjemmefra var en jakke og et par sko i den kolde marts måned. Jeg havde tidligere hørt fra en ven at han gentagne gange var havnet i joannahuset grundet lignende problemer. Han sagde at det var et virkelig godt sted hvor der var plads til at man kom uanset. Jeg tog mine ting og pendlede ellers mod kbh, og bankede på døren til deres gamle hus på Christianshavn. Jeg blev mødt af en sød mand der forklarede mig hvad i stod for som hus, og at jeg altid var velkommen. Jeg fik derefter et værelse og en lille pose med deodorant, tandbørste og diverse toiletting. Og jeg fik lige lidt tid til at falde ned og være i situationen. Efterfølgende kom jeg ud af værelset, og blev med det samme mødt af en masse voksne der rigtig gerne ville vide hvem jeg var, og ikke hvorfor jeg kom der. De dage jeg var i joannahuset reddede mig. For hvis jeg ikke havde hørt om at der var et tilbud hvor man kunne komme hen og være, så havde jeg ikke været der den dag i dag. I dag er jeg dybt taknemlig for det personale der var der for mig, da jeg havde mest brug for det. Tusind tak for jer, og fordi i gør noget så smukt for børn og unge. I redder liv

Hans f. 1975

Jeg havde den bedste barndom indtil jeg var ca. 8 år gammel. Der kom min stedfar ind i billedet og et par år senere min lillesøster. De første to år vidste jeg, han ikke var ret glad for mig, Men da min lillesøster ankom, blev jeg åbenbart fjenden. Så den stod på tæsk dagligt. Læsterlige tæsk. Iden jeg stak af hjemmefra da jeg var 14, havde jeg to gange været indlagt, med så alvorlige kvæstelser at jeg faktisk havde brug for genoplivning, Ingen gjorde noget, hverken min mor, venners forældre, skolen eller andre. Alle vidste det. Jeg gik næsten ikke en dag uden skræmmer og forstuvede / eller et eller andet brækket. Jeg ville have haft enorm brug for et sted at henvende mig, nogen at tale med. At turde stole på en voksen, at føle mig værdig. Jeg havde ingen, jeg stak af hjemmefra. Jeg levede på gaden siden. Jeg fik ikke en udd. jeg har ikke gjort skolen færdig. Jeg var et offer. Et offer for en voksent monster, et system der så den anden vej. Jeg har i dag arbejdet mig op, har succes. ved nu, jeg ikke var og aldrig har været skyldig i, at han ikke kunne have et falsk barn i sit hjem. Mit navn er Hans.

Stine f. 1985

Jeg er vokset op i to hjem med dysfunktioner: I det ene massivt psykisk vold og stofmisbrug - pænt på overfladen, men jeg er blevet smidt ud adskillige gange. Det andet masser af kærlighed, men stort alkoholforbrug og psykisk sårbarhed, og derfor intet overskud til at hjælpe mig. Jeg har ofte følt, at jeg ikke havde nogen, der kunne hjælpe og flyttede alt for tidligt hjemmefra kun for at komme væk. Jeg følte mig fanget og desperat adskillige gange i opvæksten og ikke mindst fuld af skam og tvivl.

Sarah f. 1997

Jeg voksede op i et hjem med en mor, der er psykisk ustabil og voldelig, som splittede vores familie ad. Hun har flere gange låst mig inde og slået mig. Da jeg som teenager nogle gange reagerede på hendes opførsel, kunne hun finde på at smide mig ud af biler, sætte mig af på motorveje, pakke alle mine ting i affaldssække til udsmidning osv. Én gang prøvede hun at få mig tvangsindlagt på psykiatrisk med påstanden om at jeg tog stoffer (jeg var 13 år og havde aldrig rørt stoffer). Dette gjorde hun fordi jeg havde kontaktet kommunen om hendes opførsel og behandling af os børn - heldigvis mente personalet ikke at der var noget galt med mig. Min barndom er generelt præget af blackouts, og nogle gange finder jeg oplysninger om hvad der er sket - f.eks. et journalnotat om forsøget på tvangsindlæggelse eller aktindsigter fra kommunen. Mig og mine søskende kunne godt have haft brug for et trygt sted at tage hen.

Camilla f. 1989

Da jeg var ung boede jeg i psykisk vold, det startede da jeg var ca 13 år. Hver dag var alt forkert og jeg blev presset ud i selvskade og overvejede selvmord. Ingen så mig og min sorg ud over min søster som jeg prøvede at beskytte. Vores mor beskyttede os ikke overfor vores far og jeg ville inderligt ønske at der havde været et sted hvor jeg kunne have taget mig og min søster. Jeg levede i det i 5 år før jeg flyttede ud og min søster boede i det længere da hun var noget yngre. Vi har ar på sjælen idag og derfor er det vigtigt at dette sted findes for børn og unge.

Anonym f. 2001

Da jeg var 14 år, kom jeg en sen eftermiddag op og skændes med min mor. Vi havde i en del efterhånden været mere uvenner end venner, og hver dag var præget af psykisk vold fra hendes side. Min mor har altid arbejdet meget, og når hun endelig kom hjem fra arbejde ved en 17-18 tiden, var hun altid i dårligt humør. Intet var godt nok for hende, og jeg fik altid skæld ud over et eller andet. En eftermiddag kolliderede det - vi kom op og skændes over et eller andet ligegyldigt sikkert, og hun skubbede til mig og derefter skubbede jeg tilbage for første gang nogensinde. Hun blev rasende, hun formåede at hive min taske af mig, så de lange kæder der holdte tasken sprang fra hinanden. Derefter slog hun mig med den, og jeg husker stadig hvordan slagene fra kæderne der ramte mig i ansigtet og andre steder på kroppen, føltes. Jeg tog derefter de ting jeg kunne have i hånden, og løb ud og hjem til en veninde. Jeg var fuldstændig opløst i gråd da jeg skulle fortælle min veninde og hendes mor, hvad der var sket. Men det var næsten ikke nødvendigt, de kunne se det på min ansigt. Hun havde ramt mig så hårdt, at jeg havde mærker i ansigtet. Jeg husker ikke helt hvad der skete efterfølgende, min jeg tror min venindes mor tog kontakt til kommunen. Jeg havde i forvejen en mentor tilknyttet fra kommunen, hun var blevet sat på mig, fordi kommunen i forvejen godt kendte til mit hjem situation. Min storebror var anbragt og igennem hele min barndom, er der blev sendt den ene underretning efter den anden. Jeg har selv læst dem efter jeg blev voksen. Men det eneste kommunen havde at tilbyde mig, var en mentor. Jeg boede vidst hos min veninde i nogle dage, men derefter var jeg hjemløs. Jeg ville ikke trænge mig på og de havde ikke selv så mange midler. Jeg boede lidt rundt omkring, hvor der nu var plads. For jeg ville ikke hjem igen. I den her tid hørte jeg ikke fra min mor overhovedet, ikke at jeg gjorde det før. Jeg bliver ringet op af min mentor en dag, og hun henter mig, og derefter bliver jeg anbragt på en børnehjem. Min mor og jeg snakker ikke sammen i næsten et år efter, og hun vil hellere ikke. Kommunen prøver flere gange at snakke med hende, men hun nægter. Jeg er i dag med taknemmelig for at jeg blev anbragt, men at der skulle så meget til forstår jeg ikke. At der gik så længe, før de anbragte mig forstår jeg hellere ikke. De vidste godt at jeg var hjemløs i den periode, men henviste til at jeg måtte bruge mine veninder. Jeg sov mange steder, b.la på en busstation.

Anonym f. 2007

Jeg ville ønske jeg som barn vidste, at det ikke var mig der var problemet, og jeg også havde retten til at søge hjælp. Joannahuset ville have gjort en kæmpe forskel for mig, i at jeg kunne komme væk fra mine forældre når JEG synes det der forgik ikke var okay. Et sted fyldt med omsorg, tryghed og barnet i fokus, var nok det jeg drømte om allermest om som barn.

Julia f. 2006

Jeg kan huske at jeg barn allerede som seksårig vidste, at det der foregik derhjemme overhovedet ikke var okay og jeg drømte og glædet mig til at være ældre så jeg kunne spare op til at flytte ud

Anonym f. 1992

Jeg har ufattelig mange gange set og mærket, at min mors samlever var fuld flere gange om ugen. Flere vidste hvad der foregik og ingen gjorde noget. Kommunen vidste det også, men gjorde heller ikke noget. Jeg blev udsat for psykisk vold og overgreb. Så det at vokse op på den måde, og hvor ingen gør noget, så er der virkelig brug for et krisecenter for børn.

Anonym f. 1992

Jeg er vokset op i et meget ustabilt og voldeligt hjem mine forældre valgte dog at gå fra hinanden endeligt da jeg var omkring 12 og tingene blev lidt bedre. Min far valgte at ligge mere fokus på sin nye familie så jeg begyndte allerede der at sove på andre folks sofaer. Der var hele tiden en fornemmelse af at jeg ikke var ønsket hjemme, og det var ikke muligt at bo hos min mor da hun havde det rigtigt skidt, og ikke var god for mig heller. Det tror jeg ærligt talt heller ikke jeg var da han valgte at flytte til udlandet med dem, og efterlade mig. Det var stadig ikke muligt at bo hos min mor så jeg flyttede på værelse i en meget ung alder og fik allerede kontanthjælp inden jeg fyldte 18. Kommunen valgte at der var for få år tilbage inden jeg fyldte 18 til jeg kunne komme i pleje. Der var virkeligt mange komplikationer ved at bo alene da jeg jo ikke var myndig og derfor manglede en masse rettigheder. Hvis et sted som Joannahuset havde eksisteret, havde min historie måske været mindre kaotisk, og der havde været nogle voksne der kunne advokere for at jeg kunne få hjælp.

Anonym f. 1987

Min mors tidligere mand har været ekstremt grænseoverskridende og krænkende. Haft hånden nede i bukserne på mig med pulserende bevægelser mens vi så på pornoblade i soveværelset (og min mor hjemme). Nogle år senere, var det oralsex mens jeg forsøgte at lade som om jeg sov. Nogle måneder senere hjalp efterskole venner mig skrive det til min mor. Hun hentede mig dagen efter og informerede højlydt skolesekretæren at det var fordi at jeg påstod dit og dat. Direkte hjem i en sofa hos et familie medlem, hvor jeg skulle fortælle hvad han havde gjort. Mens han var der. Jeg kunne ikke få ordene ud af min krop. Min mor ringer til kommunen og græder, for “jeg elsker ham jo”, som hun fortalte personen i den anden ende. Og så fejede vi det ellers ind under gulvtæppet og talte ikke mere om det før et par år senere hvor jeg blev verbalt overfaldet af hans døtre Per telefon, for hvordan kunne jeg anklage deres far for sådan noget. Jeg kom heldigvis på efterskole mellem episoderne. Og så kom jeg aldrig rigtig hjem derefter. For det var ikke rigtigt et hjem. Jeg brugte ekstremt mange år på at få min mor på afstand. Manden gik hun fra mange år efter (sikkert ikke pga det). Manden er ramt af en alkohol demens den dag i dag og sådan kan karma jo påvirke ting. Nu har jeg selv skabt et hjem med min mand. Og jeg har fokus på at skabe en bedre barndom for mit eget barn, end det jeg endte med at få. Jeg blev først grebet som voksen i 30’erne. Det håber jeg et børne/unge krisecenter kan ændre for fremtiden individer. ❤️

Anonym f. 2000

Jeg var dybt utryg derhjemme. Blev udsat for psykisk vold af begge mine forældre. Min far var værst. Han kom ofte forbi fuld, voldelig og truende, hjem til min mor, selvom de var blevet skilt. Jeg husker jeg gerne ville være tryg. Men hvor skulle jeg tage hen? Jeg ville ønske i dag jeg kunne have fået hjælp, akut, så mine traumer ikke blev flere, men at jeg blev mødt et trygt sted. Som voksen er det alt hvad jeg kunne have haft brug for. Det sidder i min krop jeg aldrig fik ordenligt hjælp som ung til at slippe væk fra vold.

Anonym f. 1992

Da min mors samlever havde bedt mig om, at smide tøjet foran ham. Og da jeg fortæller min mor det, da hun kommer hjem fra arbejde, tror hun ikke på hvad jeg sagde og fejede mig af. Siden blev det ikke talt om. Jeg blev udsat for psykisk vold og overgreb, min mor for fysisk og psykisk vold. Hun fandt aldrig sit mod til at forlade ham. Jeg anmodede om at komme væk hjemmefra, kommunen kendte omstændighederne, men ingen gjorde noget.

Linda Charning f. 1977

Da jeg var 16, tog jeg mod til mig, og talte med min studievejleder om mulighederne for at flytte hjemmefra. Situationen derhjemme var helt uholdbar. Mine forældre drak begge to. Min far bankede min mor, til tider kom jeg i vejen for næven, og fik en lussing med. Min søster havde været udsat for massivt sexuelt misbrug gennem flere år, og de mænd der kom i vores hjem, var meget grænseoverskridende i deres adfærd. Jeg følte simpelthen ikke at jeg kunne hænge sammen mere. Min studievejleder mente at jeg var forkælet, og bare skulle tage mig sammen. Jeg ville ønske, at jeg havde kendt til et sted som Joannahuset dengang. Et trygt sted, hvor der havde været voksne der lyttede og guidede mig i alt det svære.

Anonym f. 2006

Igennem mine teenage år, var forholdet til min mor især, meget besværligt og turbulent. Jeg har flere gange sovet hos venner og bekendte. Hvis ikke det var muligt, eller jeg følte jeg havde spurgt for ofte, sov jeg tit i togene eller i lufthavnen. Jeg kendte først til Joannahuset som ældre, og kunne godt have brugt det den gang.

Anonym f. 2008

Da jeg var mindre havde jeg et meget anstrengt forhold med mine forældre og som både var fysisk og psykisk voldig. Min far havde et alkoholproblem og min mor var ludoman og spillede alle hendes penge væk. Når min far ikke var udenfor, stod han og overvågede min søster og blev manipuleret af min papmor. Og min mor havde aldrig tid til mig og var så ligeglad med at jeg havde det svært. For hun skulle finde de næste penge at spille for. Da eksamensperioden nærmede sig i 9. klasse, kunne jeg ikke mere og “flygtede” hjemmefra. Men uden et sted at tage hen. Sov hos nogle venner og kort og i nødstilfælde hos noget familie. Men det gjorde at jeg endte i dårlige miljøer. Da mine lærer lavede en underretning, ringede min kommune til mine forældre og oplyste, at de kom forbi denne her dato, og der så der selvfølgelig fint ud, der var ingen tomme ølflasker eller rod i overalt. Da jeg så selv bad om hjælp fik jeg bare svaret med at jeg ikke var i livsfare og så kunne de ikke gøre noget. Og blev skubbet ud med beskeden om at mange havde det være end mig, vel vidende om at de kunne se mine blå mærker og at jeg var påvirket af stoffer. Jeg overlevde og er evigt stolt af mig selv, og er endnu mere lykkelig over at se min søster få den barndom jeg drømte om. Men hold da op hvor gør det ondt at man bliver afvist på den måde. Og INGEN som i INGEN unge skal stå uden et sted at sove i nat eller ikke at vide hvornår næste varme måltid er. Så det at der kommer flere tilbud som Joannahuset vil hjælpe så mange unge og tabte børn i vores system. Jeg kunne hvert fald godt have brugt det. Bor på Fyn så der er lang vej at tage til København.

Anonym f. 2009

Jeg var 13 år gammel da jeg første gang blev smidt ud. Mine forældre (mor og papfar) havde været oppe at skændes. Dette skete ikke kun en gang, i starten var det mig som gik, jeg kunne ikke være i det, men senere blev jeg smidt ud hvis jeg blandede mig for meget i skænderiet. For at beskytte min mor Først var det hos veninder, nogle enkle natte i skolens skur, dog fandt jeg ofte hjem igen da politiet ofte så mig som ung rebel pige som bare ikke ville lytte. I stedet for at faktisk at se hvor slem det enlig stod til hjemme blev jeg hentede og sat af hjemme Jeg følte mig slet ikke set, på ingen måder. Da jeg første gang grædende fortalte dette til min kontakt person som havde jeg fået igennem kommunen fik jeg bare af vide at jeg kunne være på biblioteket i dag timerne eller hos en veninde. Det knuser mig at hun kunne sige sådan. Jeg var 15 og havde ingen sted, ingen voksen at snakke med. Hvis Joanna huset havde fandtes havde jeg kunne få den rette hjælp tidligere, jeg kunne have haft et sted at sove og en voksen som kunne hjælpe. Nu står jeg tilbage og ved ikke om jeg kan klarer min uddannelse da jeg er inde og ude af psyk, jeg bliver kastede rundt mellem kommune og psykiatrien. Og det ønsker jeg ingen unge og børn skal opleve!!

M f. 1989

Jeg er vokset op med en far med et alkoholmisbrug, som alle talte om, men ingen reagerede på. Sådan var det bare. Og det blev også en “naturlig” del af mit liv. Mine forældre blev skilt, og jeg så min far hver anden weekend og i ferier. Der var altid problemer, konflikter og vold - ikke mod mig (kun trusler), men jeg var vidne til mange slagsmål. Jeg blev brugt som psykolog. Både for min mor og min far. Da jeg gik i 8. klasse fik jeg selvmordstanker. Jeg havde ingen at tale med og en følelse af, at jeg skulle holde sammen på både min mors og min fars liv. Jeg ville ønske, at der havde været et sted, hvor jeg kunne have fået ro på, samtaler med trygge voksne, der kunne hjælpe mig med at navigere i min familie og med at finde ud af, hvad der var bedst for mig. Dengang ville jeg være bange for konsekvenserne, hvis fx kommunen skulle ind over. I dag kan jeg se, at intet barn skal stå med det ansvar, jeg stod med. Og jeg er stadig mærket af konsekvenserne. Heldigvis har jeg senere fået hjælp hos TUBA.

Anonym f. 2008

Er blevet smidt meget rundt som barn og aldrig kunne lide et eneste sted, da jeg tog kontakt til jer, havde jeg fået min mor til at hjemgive mig. Det eskalerede fuldstændig og boede hos alle andre end mig selv til jeg var 18 og kunne finde mit eget. Det kunne have været en kæmpeeee hjælp, hvis der også var hjælp i andre landsdele end københavn, da det nok var det der stoppede mig, for at række endnu længere efter hjælp

Anonym ven f. 2008

Det er ikke min personlige oplevelse men en af mine veninders. hun har fortalt om en skænderi hun var i med min mor for ca et års tid side hvor hendes mor og hende blev enige om at det var bedste hvis de ikke var i samme hus den aften og da min veninde hverken kunne tage over til sin daværende kæreste eller en ven besluttede hun sig for at sove i den lokale spejderhytte det skal siges at hun ofte har sovet hos endten sin kæreste eller mig da der har været konflikt mellem hende og hendes mor men da jeg var på udveksling var det ikke en mulighed desværre vi syns begge joanna huset er et friskt og godt intiativ det er noget man i den grad mangler da der er mange unge der af og til kan befinde sig i en situration hvor de ikke ved hvor de skal tage hen hvis de ikke kan være hjemme

Anonym f. 2007

Da jeg var 13 år, blev jeg smidt ud hjemmefra. Jeg sov i s-tog, metro, lufthavne og på legepladser. Jeg henvendte mig flere gange til kommunen, men da mine forældre benægtede situationen, blev der ikke gjort noget ved det. Jeg blev gjort lille og min virkelighed blev gjort til løgn. Jeg har boet på gaden fra 13-15 år. Jeg vaskede tøj på macdonalds toiletter. Jeg gik i bad i fitnesscentre, som jeg ulovligt var trunget ind på. Jeg levede af en indkomst som bestod af minimalløn på et lager. Det eneste sted jeg ulovligt kunne tjene lidt. Jeg undrer mig tit over, hvordan tingene kunne have set ud, hvis ikke jeg blev tvunget til at tage ansvar. Da jeg var 15, fik jeg en ældre kæreste. En jeg kunne bo hos. Det var langt fra sundt, men det var tag over hovedet. Hvis ikke jeg havde det, hvem ved så hvor jeg var endt? At blive tvunget ind i en hverdag præget af tvang til ulovlige handlinger-er det virkelig Danmark i dag? -jeg havde brug for et joannahus den gang, og der er brug for et joannahus i dag. Et sted at søge hen, når alt andet krakelere.

Anonym f. 1998

Jeg har så længe jeg kan huske været udsat for umenneskelig leveforhold derhjemme. Mine forældre er ressourcestærke, og går meget op i image. Jeg har flere gange haft opsøgt myndigheder for hjælp, men det er som om, at alt jeg har delt er “for godt til at være sandt”. Myndigheder lytter til dig, så længe det er overgribeligt for dem. Hvis ikke man passer ind i deres kasser, så kollapser deres ydelser for dig, for de ved ikke hvordan de håndtere velfungerende unge, udsat af ressourcestærke forældre. Derfor er et sted hvor man kan blive hørt og set, lyttet til og taget seriøst, det vigtigeste vi kan gøre for børn og unge i Danmark. Jeg havde selv brug for en vej ud. Et sted at komme væk, og et sted at blive hørt og taget seriøst. Og netop derfor, er der behov for steder som joannahuset. Steder man kan søge hen, når man intet andet har at søge hen til.

Louise f. 1978

Jeg har tit tænkt at det ville ha’ kunne gjort en kæmpe forskel for mig at der havde fandtes et krisecenter for børn da jeg var barn, at blive mødt, forstået og hjulpet med al det jeg stod med som barn havde gjort godt for min psyke. Jeg kommer fra en svært dysfunktionel familie hvor dagligdagen bestod i at overleve alkohol misbrug og seksuelle overgreb. Jeg rendte hjemmefra flere gange fra jeg var 13 år og sov i legehuse, men når jeg kom hjem igen, var der ingen der italesatte at jeg havde været væk. Så ja i 80-90 erne havde Johannahuset været særdeles relevant for mit vedkommende.

Thalia f. 2010

Fra da jeg var 7-10 år blev jeg sexuelt misbrugt næste hverdag af min mormors kæreste og da jeg som 10 årig kom frem med det så troet min mormor ikke på mig. Min mor far og hele min fars familie troet selvfølgelig på mig og det gjordet noget af min mors familie også men det tætteste familie på min mors side altså min mormor, moster, onkel, oldemor, oldemor troet ikke på mig, det gjorde ondt. Dagen var både i byretten og landsretten og vandt begge to retssager men der hvor jeg kunne ha haft brug for et joannahus var da jeg cirka var 12-13-14 år gammel røg meget hash og mit forhold til min far blev værre sov hos venner i flere dage, jeg ville alt andet end hjem kunne også mærke mine venner var træt af jeg sov hos dem hele tiden så, et Joannahus kunne ha lavet dejligt den gang, det her er bare min historie og syndes derfor joannahuset en en fantastisk idé. Og håber flere unge vil benytte det.

Maria Kristiansen f. 1978

Jeg blev alt for længe i et hjem hvor jeg var udsat for psykisk og fysisk vold. Primært fordi jeg ikke vidste hvor jeg kunne gå hen og fordi facaden var så pæn, at jeg ikke troede, myndighederne ville tro på min. Lærere og andre omkring mig så det først, da det var for sent. Et krisecenter, hvor jeg kunne gå hen og føle mig set, ville have været en redningsplanke i en svær og ensom tid. Det havde helt sikkert gjort mig tidligere i stand til at søge hjælp. Tak for jer.

Anonym f. 1998

Jeg er vokset op i et hjem med meget utryghed, psykiskvold og misbrug. Mine forældre havde ofte store skænderier, som jeg ville blive blandet ind i. Det resulterede ofte i, at jeg fik ad vide, at jeg var en møgtøs, blev hånet og fik af vide skulle finde et andet sted at bo. Jeg havde ikke nogle steder at tage hen, eller nogen anden familie. Så jeg måtte bare blive i det. Og selvom det var “tomme” trusler, så påvirkede det mig stadig meget. Jeg synes også, at det var meget utrygt, at mine forældre begge røg hash og havde et dagligt misbrug, og hele hjemmet lugtede. Jeg kom tit i skole og lugtede af røg, og fik kommentarer om, at jeg var ulækker. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle finde hjælp, hvem jeg skulle snakke med eller om det var en “normal” måde at leve på. Hvis Joannahuset havde været der dengang, havde jeg uden tvivl søgt råd og hjælp hos jer. Der er ikke nogle børn, som skal vokse op, og leve i vold, misbrug eller hjemløshed. Derfor er Joannahuset så vigtige!

Anonym f. 2005

Jeg havde som meget lille med min lillesøster brug for en voksen/voksne der troede på hvad vi sagde når vi fortalte at vores far slog, men det blev ik taget seriøst før jeg var så gammel nok til selv at sige fra overfor ham, og at det ikke var okay at slå sine børn eller sit barn, så ville Joannahuset være stedet og menneskerne der kunne hjælpe mig i situationen og sige fra dengang det startede og ikke flere år og flere traumer efter, jeg havde brug for en voksen at kunne læne mig op af, ikke selv at skulle være den voksne i en ung alder

Anonym f. 1984

Jeg kunne godt have brugt et krisecenter da jeg var barn. Jeg havde det rigtig dårligt derhjemme og nogle af mine lærere kunne godt se det, men gjorde ikke noget. Det var sikkert fordi jeg klarede mig godt i skolen. På grund af den måde tingene var på derhjemme, så var jeg meget bange for at blive straffet for at tage kontakt til andre voksne, så jeg turde ikke selv kontakte nogen, fx på kommunen. Dengang kunne man se på telefonregningen hvilke numre man havde ringet til og man kunne ikke bare lige gå ind på rådhuset og bede om hjælp fra kommunen. Hvis der havde været et sted jeg kunne gå hen og på en eller anden måde være beskyttet efter jeg bad om hjælp eller fortalte jeg havde det dårligt, ville mit liv måske have set anderledes ud med færre traumer som jeg slås med i dag. Det er ikke nok, at man kan ringe til nogen eller kontakte en skolepsykolog eller sådan noget. Man har brug for at kunne komme væk med det samme, hvis ens forældre går amok.

Anne-Lise f. 1949

Det kunne have været rart at have et sted, en stemme, hvor jeg ville blive set og hørt, som det barn jeg var. Har været i plejefamilie hele min barndom, 2 steder. De første 13 år var tilsynet fra Hvidovre kommune ikke meget bevendt. Hun fik sin frokost og kaffe med hjemmebag. Ingen snak med os børn. Jeg er vokset op, uden kærlighed, levet med angst, frygt. De penge jeg tjente ved fritidsarbejde skulle jeg aflevere. Mine konfirmationsgaver/penge så jeg ikke. Omsorgssvigt, dårlig føde ingen venner med hjem. Jeg fik tit af vide, "du er dumt, og bliver ikke til noget". Mit selvværd/selvtillid har været i bund langt oppe i livet. Ingen kram, ingen ros. På et tidspunkt skulle jeg stjæle fra det job heg havde ved en købmand. Har skrevet en bog om min opvækst "Min stemme som anbragt". Tingene er blevet bedre men der er stadig plads til forbedring. Kh Anne-Lise

Anonym f. 2002

Da jeg var 14-16 år var der flere situationer hvor jeg stod uden hjem. Jeg kunne ikke være hos min familie, og kommunen havde ikke fundet løsning på hvor jeg skulle være, og da kommunen havde ferielukket var der ingen muligheder for mig. Man skulle være 18+ for at overnatte på hostel. Jeg ville ønske Joannahuset fandtes dengang

Lærke f. 2008

I 7. Klasse havde jeg stress, og havde SÅ svært ved at møde i skole. Jeg kæmpede utroligt meget for at holde en facade op og holde min hverdag, at stressen gik udover min relation til mine forældre. I 8 klasse skifter jeg skole til en helt amazing klasse og var det så meget bedre, men allerede en måned efter finder jeg ud af at jeg skal anbringes, personligt er og var jeg ikke enige i at det var det rigtige. Jeg synes man skulle have ladet mig lande i den nye skole og få ro på. Jeg anbringes så til et ubehaligt sted, jeg får afvide af pædagogerne at jeg ikke skal bruge mine forældre, men dem. De manipulere mig og snakker på mine forældres vegne, og siger ting som “dine forældre vil ikke have dig hjem” osv. mine forældre var godt gale på dem for det passede ikke. Mit hovede sejlede og var totalt forvirret. De andre unge kastede med glas når de blev sure, én brækkede også en af pædagogernes finger. Jeg var undervægtig dengang, og pædagoger kunne finde på at komme med kommentare og grine af de ‘små’ mængder mad jeg spiste pga mistet appetit. De samlingerne og ydmygede mig med en anden ‘overvægtig’ ung. Det var så grænseoverskridende. 8 måneder bliver jeg anbragt igen, stedet er ok. De har dog ikke respekt for privatliv men de prøvede i guess.. jeg kunne helt klart have brugt at kunne komme til Joannahuset. For at få ro på. Især da kommunen tog familie behandling fra os.

Anonym f. 2010

Jeg var engang sammen med en veninde. Mig og min mor kom voldsomt op og skændes og jeg var så bange for hun ville slå mig foran min veninde at jeg sagde til min veninde at, hende og jeg, skulle gå en tur. Vi gik en tur og spiste noget mad. Der var gået et par timer mens vi havde været ude og det var tid til hun skulle hentes… jeg var nu alene ude, klokken var ved at være 9, der var ca. 10-15 cm sne og snestorm (i vinters) og nok minus 8-12 grader. Jeg turde ikke tage hjem fordi jeg vidste hun ville gå amok på mig, så jeg gik egnligt bare rundt til kl 23 og der gik det op for mig at jeg havde ingen steder at tage hen, min telefon var gået død og jeg frøs så meget. Jeg endte med at gå op på min skole og gå ned i såden et “hul” der er, med en bænk og jeg lagde mig under bænken og prøvede at sove, men den by jeg var i sker der mange ting i og jeg var så ubeskriveligt bange, jeg husker tydligt hvordan jeg stoppede med at trække vejret da 4 drenge i mørkt tøj kommer gående over mig, eller sårn ved siden at det der hul. De røg hash og jeg var bange for hvad de kunne finde på at gøre ved mig hvis de så jeg var der. Da de var væk fik jeg et panisk angstanfald og “flygtede” ca kl. 03.00 tror jeg det må have været (havde jo ikke min telefon). Jeg løb hen til et cykelskur, hvor jeg så kravlede op på taget, det var et skørt sårn dobbelt lags tag, og så lagde jeg mig ind imellem de to plader og prøvede at sove, men jeg var bange for at jeg ville dø af kulden så jeg turde heller ikke 100% at falde i søvn. Det var 1 ud af mange af mine små “blev nød til at sove på gaden” hirstorier.

Anonym f. 2007

Jeg stod flere aftener uden et støttesystem. Jeg kom ofte imellem mine forældres skænderi, som sædvanlig fordi jeg ville prøve at hjælpe. Men istedet udviklede det sig hurtigt til at det var mig der var “problemet” fordi jeg kom i vejen. Mine forældre har altid haft sat mig i klemme. Min mors første handling var at få mig af vejen og ud af døren. Hele situationen var sket adskillige gange før, så det var intet nyt. Hvor jeg var nødsaget til at sove på bænke på stationer og på skoler. Jeg kunne gå dage uden et varmt sted at sove og forsørge mig selv. Jeg har oplevet det her flere gange i alderen 12-17 år indtil jeg flyttede hjemme fra. Jeg havde intet sted at tage hen, og mine venner havde ikke plads til mig. Jeg havde kun meget få penge til at købe mad og havde dog derfor heller ikke mulighed for at tage offentlig transport til joannahuset. Desværre.. Jeg drømte om et Joannahus den gang. Et sted med støtte, varme og åbne arme. Jeg håber dog derfor at andre unge kan forsætte med at bruge Joannahuset, når hjemfronten bliver til en fjendefront. Joannahuset er en vigtig ting at vedligeholde og blive ved med at tilgive ressourcer.

Mille f. 2006

Jeg havde en rigtig utryg opvækst, med meget utilregnelige forældre, som den ene dag kunne være smaskforelskede, kærlige og støttende, og den næste på kanten til en skilsmisse, voldelig adfærd og trusler. Det gjorde at jeg havde rigtig svært ved at være til stede i skolen, både fagligt og socialt. Mine lærerer og klassekammerater brød sig ikke om mig, fordi jeg havde rigtig svært ved at følge med i undervisningen og deltage. Dengang jeg gik i 7. klasse, var jeg så deprimeret, at jeg forsøgte selvmord. Der knak den fuldstændig for mine forældre, som sagde at hvis jeg absolut ville have det dårligt, selvom de gav mig alt, så måtte jeg jo finde et andet sted at bo. For de mente nemlig ikke, at de havde kræfterne til at hjælpe mig. De endte med at smide mig ud, og som en der jo faktisk bare ønskede at dø, endte jeg med at gå rundt ved Roskilde station og prøve at samle mod til at hoppe ud foran et tog. Jeg ender med at pjække fra skolen de næste to uger, hvor kommunen så endelig bliver involveret, og vurderer at de vil have mig hjem til forældre igen. De får så deres vilje, og samme aften jeg kommer hjem truer min far faktisk med at dræbe mig, når nu jeg ikke selv kan finde ud af det. Jeg havde virkelig brug for, at der var en voksen-figur i mit liv jeg kunne læne mig op af og stole på. Og at jeg havde et sted, som joannahuset, hvor jeg kunne have en tryghed, også selvom det så bare var i et par nætter. Jeg døjer stadig den dag i dag med voldsom ptsd, og har cuttet kontakten fuldstændig til mine forældre.

Anonym f. 1977

For mig havde eksistensen af et krisecenter med rettighedsbaseret rådgivning givet mig en mulighed for at blive hørt, da jeg ikke oplevede at dem der førte tilsyn, da jeg boet i min plejefamilie var interesserede i at høre mig om hvordan jeg havde det. De voksne rundt omkring mig så min 'problemadfærd' som knyttet til at jeg var et 'tidligt skadet barn' og hørte derfor kun med det øre, men havde de hørt på mig med andre øre også, så kunne min opvækst med en plejefar, der udøvede psykisk vold imod mig hele min barndom måske havde været anderledes. Tænk hvis jeg havde kunne havde undgået at blive råbt af, udskammet, ydmyget og følt mig forkert i så lang tid. Og tænk hvis min plejefar havde fået hjælp til at handle anderledes. Hvis der havde været et Joannahus kunne jeg og min plejefamilie havde fået noget hjælp af nogen, som kunne skabe rum, hvor jeg kunne finde ud af, hvem der kunne hjælpe mig. Dengang var der ingen steder jeg kunne gå hen.

Noah f. 1991

Jeg tror mit liv havde set en smule anderledes ud, hvis jeg kunne have fået mulighed for et krisecenter eller en håndsudrækning, da jeg endte i en kæmpe livskrise. Det handler mest om og gribe de børn som er endt i en livskrise som de ikke selv har valgt at være en del af, og hvor der er hjælp til de børn, som bruger deres stemme, men aldrig bliver hørt. Det håber jeg, vi kan tale højt om og ændre på.

Melissa f. 2009

Jeg vil gerne dele min oplevelse. Jeg har selv stået i en situation, hvor jeg ikke havde et hjem. I stedet for at få et trygt sted at være, blev jeg spurgt af kommunen, om jeg kunne sove hos en veninde. Mange af mine dage gik med at sidde på biblioteket, så længe det havde åbent, og når det lukkede, stod jeg igen uden et sted at tage hen. Det var en meget ensom og utryg tid. Jeg følte ofte, at jeg ikke blev taget seriøst i psykiatrien, selvom jeg havde brug for hjælp. Der var aftener, hvor jeg sad udenfor i mørket, alene, og egentlig bare havde brug for et sted at være – eller bare én person, der ville lytte. På et tidspunkt blev det så svært, at jeg begyndte at tænke på at tage til København, bare for at kunne søge hjælp hos Joanna Hus. Tanken om, at man skal rejse så langt for at finde et trygt sted som barn eller ung, siger meget om, hvor stort behovet egentlig er. Jeg deler min historie, fordi jeg mener, at der burde være flere steder som Joanna Hus – i flere byer – så ingen børn eller unge står alene uden et sted at gå hen. Alle fortjener et trygt sted og nogen, der tager dem alvorligt.

Venus f. 2007

Jeg løb hjemme fra i december 2024 og sov nogle mærkelige steder da jeg efter en måned ik havde flere venner der kunne tage mig ind så jeg blev nød til at sove udenfor i den kolde vinter og i en campingvogn som min ven havde hvilket selvfølgelig også gjorde at jeg blev mega syg med feber til det punkt hvor jeg ik kunne gå og ik kunne passe mit job efter meget kort tid så jeg ik havde nogle indkomst jeg var meget heldig at jeg kunne bo hos en sød kvinde indtil myndighedener tog sig sammen hvilket også førte til at jeg faldt i et misbrug for at dulme alle de følelser og min forfærdelige situation hvis der fandtes flere krisecentre for børn og unge ville unge som mig måske ik bruge flere måneder på gaden især ik i kulden ingen fortjener at opleve noget lignende. Det kunne også mindske chancen for at børn og unge falder i misbrug eller samle pant/tigge i flere timer bare for at købe nogle brød Der burde virkelig komme et wake up call til alle kommuner fordi de ignorerer ret meget at det er kæmpe stort problem

Nadia f. 1990

Da jeg var 14 år blev jeg smidt ud hjemmefra af min mor første gang. Det gjorde ondt og jeg følte mig helt alene I verden, men det sagde jeg ikke til nogen dengang. Jeg tog et smil på og lavede en joke ud af at jeg bar rundt på mit klædeskab som var en sportstaske. I 2 uger boede jeg lidt hos venner, lidt på stationen i den by jeg boede og en enkelt gang sov jeg på kirkegården, hvor en af mine venner var begravet. Jeg var bange, men det fortalte jeg heller ikke til nogen. I stedet begyndte jeg at ryge hash - det dulmede ligesom tankerne når de var værst. Det skete flere gange, indtil jeg flyttede hjemmefra som 16 årig. Hvis Joannahuset havde eksisteret dengang, kunne jeg havde haft et trygt sted at være og voksne til at læne mig op af. Måske havde jeg også fået rigtig mad, i stedet for drikke yoghurt og kanelgifler jeg kunne stjæle i Netto. Og hvem ved - måske var jeg med den rette støtte ikke kommet så langt ud i et misbrug, som jeg gjorde. Det får jeg aldrig svar på. Men jeg ved idag, at børn ikke skal bo på gaden. Børn skal ikke være helt alene I verden. Der er brug for Joannahuset!