Af Emil Krarup Nørrevang, nuværende anbragt
Hvis man i den seneste tid har fulgt med i debatten, har man muligvis bemærket kritikken af Danmarks eneste krisecenter for børn og unge, Joannahuset, som blandt andet tilbyder rettighedsbaseret rådgivning og husly til børn og unge i udsatte positioner.
Kritikken har baggrund i en række kommuner og nogle få enkeltpersoners utilfredshed med Joannahusets børnesyn og fremgangsmåde. En kritik, der dog, hvis blot man har en anelse indsigt i området, fremstår fuldstændig blottet for selvindsigt, nuancer og forståelse for Joannahusets tilbud.
Joannahuset er som bekendt Danmarks første og eneste krisecenter for børn og unge, og da krisecentret åbnede i 2020, var de med deres nye tilgang til området et nybrud inden for socialområdet. Hos Joannahuset er børnene altid i fokus, og hos dem ser man ikke børn og forældre som en enhed, men i stedet anerkender man, at børn er selvstændige individer, hvis mening har en selvstændig værdi. Man kan få retshjælp, rettighedsbaseret rådgivning og en seng at sove i, hvis det hele brænder på derhjemme – eller hvis man ikke har noget andet sted at tage hen, fordi man måske er tvunget ud i hjemløshed som følge af vold, misbrug, seksuelle overgreb eller andre former for omsorgssvigt.
Det er så afgørende, at vi har civilsamfundsorganisationer som Joannahuset, hvis rolle netop ikke er at agere medspiller for kommunerne, men derimod at være der for barnet eller den unge
Det er en helt ny måde at arbejde med udsatte børn og unge på, og vi er mange, der priser os lykkelige for, at et tilbud som deres nu også er at finde i Danmark. Kritikken af Joannahuset er ikke udelukkende et spørgsmål om kommunernes konkrete utilfredshed med Joannahusets tilbud; det er udtryk for et forældet børnesyn, som desværre fortsat hersker i kommunerne. Her taler vi om et børnesyn, hvor man ikke entydigt lytter til børn og unges holdninger, meninger og tanker om egen situation. Det er problematisk, ikke mindst når kommunerne i samarbejdet med Joannahuset grundlæggende ikke forstår og anerkender det børnesyn, der arbejdes ud fra.
Som anbragt må jeg desværre sige, at jeg finder det ærgerligt, at kommunerne er så uvillige til at kigge indad i egne arbejdsmetoder, når det gælder tilgangen til børn og unge i udsatte positioner. Særlig bekymrende finder jeg det, at en centerchef for børn- og ungerådgivningen i Ballerup Kommune, Pia Fussing Nielsen, til DR udtaler, at Joannahusets rådgivning med udgangspunkt i barnets situation »er et problem, fordi de unges virkelighed ikke er ensidig«.
Jeg anerkender til fulde, at man som kommune i disse situationer er forpligtet til at tage højde for hele familien. Herunder at et barn eller en ungs version af en sag nødvendigvis ikke er den samme som forældrenes, og at der samtidig i dette ligger et arbejde hos sagsbehandlerne i kommunerne i at få skabt et samlet billede af en families situation for at kunne træffe de mest hensigtsmæssige foranstaltninger. Men er problemet i virkeligheden ikke, at kommunerne som det ser ud i dag, netop ikke formår at skabe det fulde billede?
Virkeligheden er jo den, at kommunerne er presset til bristepunktet, men det efterlader blot et endnu større ansvar for at sikre, at de, der befinder sig i den udsatte position, ses og høres
Hvis man kigger på tal fra Danmarks Statistik ser man tydeligt, hvordan antallet af anbringelser hen over en årrække har været støt faldende, samtidig med at antallet af udsatte børn og unge blot er steget. Er dette så et udtryk for, at kommunerne er blevet bedre til at gribe tidligere ind for at undgå anbringelser? Næppe. For når vi på kun tre år kan se, at Joannahuset har haft mere end 580 børn og unge, der fysisk har opsøgt dem, vidner det for mig at se om, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad formår at inddrage børn og unge i deres egne sager på en sådan måde, at de føler sig hørt. Lige præcis derfor er det så afgørende, at vi har civilsamfundsorganisationer som Joannahuset, hvis rolle netop ikke er at agere medspiller for kommunerne, men derimod at være der for barnet eller den unge.
Det er samtidig min helt klare overbevisning, at mange andre anbragte eller børn og unge i lignende situationer kan nikke genkendende til denne problematik: Følelsen af ikke at blive hørt og i visse tilfælde endda også at blive holdt fuldstændig ude af afgørende beslutninger vedrørende ens eget liv.
Som anbragt oplever man nemlig ofte, hvordan kommunernes hovedfokus først og fremmest ligger hos dem selv, og hvordan man til tider skal belemres med problematikker som økonomi, lovgivning og øvrige praktikaliteter hos kommunerne, hvis arbejde det er at få det til at gå op i en højere enhed. Den slags hovedpiner skal ingen børn og unge sidde med, uanset hvor presset kommunerne måtte være på enten den ene eller anden måde. For virkeligheden er jo den, at kommunerne er presset til bristepunktet, men det efterlader blot et endnu større ansvar for at sikre, at de, der befinder sig i den udsatte position, ses og høres. Og ikke mindst at vi samtidig husker, at det aldrig må blive en undskyldning for at udføre mangelfuld eller måske endda direkte kritisabel sagsbehandling.
Det nye børneperspektiv, som i disse år vinder frem, som resultat af civilsamfundsorganisationer som Joannahusets fokus på retshjælp og rettighedsbaseret rådgivning, er en viden, som kommunerne bør bruge til at styrke sagsbehandlingen, og jeg tror personligt, at der ligger et kæmpe potentiale heri. Men det kræver, at kommunerne vil, og at de er villige til at ændre nogle af deres arbejdsmetoder, således børneperspektivet i fremtiden får et endnu større fokus.
Det er derfor min klare opfordring til de danske kommuner og sagsbehandlere landet over, at man i stedet for at angribe et sted som Joannahuset, som udfører et fuldstændig uvurderligt stykke arbejde for børn og unge, kigger indad og ser på, om problemet i virkeligheden ikke ligger hos dem selv.
