Af Amalie Smistrup, socialfaglig medarbejder i Joannahuset.
Forestil dig følgende: Du sidder på dit arbejde en søndag aften, og det ringer på døren. Uden for døren står et barn. Barnet er smidt ud hjemmefra efter en voldsom konflikt med sine forældre, som er endt med, at barnet ved håret blev revet ud ad døren og smidt ned ad trappen. Barnet har de seneste nætter sovet i et legehus på sin skole. »Jeg vil ikke hjem lige nu, må jeg komme ind hos jer?«, spørger barnet.
Hvad svarer du?
I Joannahuset svarer vi ja.
For lige præcis i det øjeblik, hvor et barn oplever, at vinduet er åbent for at bryde med den vold, de er udsat for, skal der være en voksen, der tager imod. En professionel, omsorgsfuld voksen, som har tid, og som har en åben dør. Når som helst, døgnet rundt, alle årets dage.
Jeg er en af de voksne. Jeg er den, der tager imod, når et barn en sen fredag aften ringer på døren med tydelige mærker efter vold. Jeg er den, der har en ung dreng i telefonen, mens han gemmer sig i et busskur for sin fulde far, den, som tager imod den unge pige, hvis forældre allerede har planlagt hendes genopdragelsesrejse. Jeg er den, der tager imod børn, når de tager de første små skridt i et tilløb til at fortælle om, hvad der sker derhjemme.
Jeg er den, der åbner døren, når børn har fået nok. Nok af konflikterne, nok af volden, nok af stofferne derhjemme.
Jeg er også den medarbejder, der nu i næsten et halvt år har fulgt den kritik, som har været rettet mod min arbejdsplads. En kritik, som tager sit udgangspunkt hos et mindre antal voksne, for hvem det har udløst en stor krise, at børn nu kan række ud efter hjælp på et krisecenter. En kritik, som har været fremstillet så ensidigt og unuanceret, at jeg må stille spørgsmålet, om ikke der er tale om en egentlig kampagne mod Joannahuset?
Jeg har hørt på, hvordan jeg »manipulerer« med børn og bruger »direkte skadelige metoder« i mit arbejde. Hvordan jeg »presser« børn til at sige, at de vil anbringes. Hvordan jeg tror for meget på, hvad barnet fortæller, og hvordan jeg på den måde »spiller hasard« med barnets liv. Hvordan kommunerne er endt med at anbringe børn, uden at der var et anbringelsesgrundlag (hvilket, hvis det passer, ville være en dybt ulovlig praksis i kommunerne, så lad os håbe, at der også her er tale om en ’journalistisk’ stramning).
Samtidig har jeg taget imod stadig flere børn. Børn med alle slags baggrunde. Børn af kontanthjælpsmodtagere og af direktører, af håndværkere og af læger. Børn, som lever i hjem med alkoholmisbrug eller psykisk sygdom, hvor alt ser pænt ud på overfladen, og hvis problemer først blev opdaget, da de selv rakte ud. Børn, som har haft en social sag, så længe de kan huske, men aldrig rigtig har fået den hjælp, de har brug for.
Børn, som fortæller, at deres forældre ikke vil dem det bedste. At deres forældre straffer dem, truer dem, slår dem.
Jeg har set en stigning i antallet af børn, som bliver fulgt til Joannahuset af deres socialrådgiver fra kommunen. Jeg er gået på arbejde og har talt i telefon med socialrådgivere fra de kommuner, hvor cheferne kritiserer Joannahuset i pressen. Kan de vejlede et barn om at henvende sig hos os, spørger de? »Selvfølgelig, sig til ham, at han altid er velkommen«, svarer jeg, smilende, mens jeg tænker »Hvad fanden handler det her om?«.
Når børn rækker ud efter hjælp, så skal voksne stå klar til at tage imod. Til at lytte. Og til at handle. Jeg lever på en måde i to virkeligheder.
I den ene virkelighed går jeg til konferencer med alle de andre fagpersoner, politikere og ngo-konsulenter. Vi går til udstillinger om voksne, der fortæller om den vold, de var udsat for som børn. Vi ser dokumentar på dokumentar om omsorgssvigtede, vanrøgtede børn, som systemet tabte.
Vi skriver debatindlæg om det, og vi bekræfter hinanden i at vide, at vold, misbrug og omsorgssvigt ikke kun forekommer i ’underklassen’, men i alle samfundslag. På Folkemødet taler vi om, hvordan vi slet ikke er gode nok til at opspore og hjælpe børn i familier, hvor der er vold.
»Det er 1 ud af 6 børn i Danmark, der udsættes for vold, men det er kun 1 ud af 10 af dem, vi opsporer og får hjulpet«, siger vi til hinanden, ryster på hovedet og lover, at vi skal gøre det bedre – lover, at vi har modet til at ’gå nye veje’.
Vi lover at lytte mere til børnene, og at barnets perspektiver skal fylde meget mere i de sociale sager. Vi mener det virkelig.
I den anden virkelighed kommer børnene selv, banker på døren til Joannahuset og fortæller mig, at de er udsat for vold, omsorgssvigt, lever med misbrug derhjemme, lever i så højt et konfliktniveau, at de ikke kan holde til mere. De beskriver i detaljer den fysiske og psykiske vold, de udsættes for. Der kommer også børn, som er anbragt, som fortæller, at de er udsat for overgreb på deres børne-/ungehjem. Nogle børn går på gaden. De sofasurfer i månedsvis, og de klarer sig. Men de får også nok. Og de fortæller, at det har taget dem mange uger, måneder, år at finde modet til at række ud.
Jeg ved, at vi som samfund har et stort problem med, at børn ikke fortæller, at de er udsat for vold
Ovre i denne virkelighed bliver jeg af nogle beskyldt for at være for meget. For meget, når jeg rådgiver børnene om deres ret til beskyttelse mod vold, deres ret til at blive hørt og inddraget i deres sag og deres ret til at være uenig med de voksne om, hvordan virkeligheden ser ud.
For meget, når jeg taler med barnet om, at de sociale problemer, barnet oplever, kan anskues som retlige problemstillinger, og at rettigheder kan være et værktøj til at skabe forandring i barnets liv.
For meget, når jeg støtter børnene i at klage over kommunens afgørelser, hvis de er uenige.
Det er ovre i denne virkelighed, der bliver sat spørgsmålstegn ved børnenes evne til at overskue konsekvenserne af at række ud efter hjælp. At jeg beskyldes for ikke at kunne vurdere, hvilke børn og unge der er inden for Joannahusets målgruppe – for jeg lukker jo også advokatens, bankmandens og revisorens barn ind, selv om barnets forældre meget tydeligt fortæller, at hjemme hos dem er der ikke noget at komme efter.
I denne virkelig begår kommunen ikke i fejl i sagsbehandlingen af det enkelte barns sag – selv om vi ovre i den første virkelighed kender undersøgelserne, der viser, at økonomi meget ofte står i vejen for fagligheden.
I denne virkelighed er Joannahuset for meget. Lytter for meget til børn. Lader barnet fylde for meget. Giver barnet for meget tid, omsorg, materielle ting, oplevelser.
Og det er rigtigt, at vi har privilegerede rammer i Joannahuset. Der er altid tilgængelige voksne, også om natten.
Nogle gange bager vi pandekager – også om onsdagen. Vi får donationer fra folk og virksomheder, som gerne vil hjælpe. Man får også et par sko, hvis man har slidt hul i dem, man går i nu. De ansatte har ikke en bagkant på samtalerne – vi indretter os efter behov.
Det er noget af det, vi bliver kritiseret for. »For bliver det ikke svært at komme et andet sted hen, når man ikke længere skal være i Joannahuset? Andre steder har jo ikke de samme rammer?«, bliver jeg spurgt.
Hver gang runger bidden af en sangtekst i mit hoved. »Du siger, at jeg er for meget, men har du tænkt på, om det er de andre, der er for lidt?«.
Det siger jeg selvfølgelig ikke højt, for jeg forstår – og det gør jeg virkelig – alt det, som voksne fagpersoner forstår om ressourcemangel, pressede sociale systemer osv., osv.
Det, jeg kan sige højt, er: Jo. Det bliver svært. For det er svært at bryde fri af vold. Det er det for voksne, men det er det endnu mere for børn. For eksempel har alle voksne ret til at tage ophold på krisecenter, når de udsættes for vold. Det har børn ikke.
Og en ting står klart for mig efter fire år på fuld tid i Joannahuset. Børn og unge skal have et krisecenter at henvende sig til, når de er klar til at række ud efter hjælp. Et fysisk sted, hvor de møder veluddannet socialfagligt personale, som altid er klar til at tage imod. Et sted, hvor vi for en kort stund trykker pause på de voksnes perspektiver og gør god plads til barnets. Joannahuset er det sted.
Er der ting, vi kunne have gjort anderledes? Selvfølgelig. Er børn på et tidspunkt kommet til Joannahuset med ønsket om én slags hjælp for senere at skifte mening? Klart. Sker det også for voksne? Ja. Er der ting, vi gør anderledes i dag end for to år siden? Masser, vi bliver hele tiden klogere og udvikler vores praksis på den baggrund.
Behovet er der. Jeg kan se det på vores data, som viser, at vi i gennemsnit har taget imod et nyt barn hver anden dag, siden vi åbnede – og som viser, at det tal er stigende. Jeg kan høre det på børns og unges tilbagemeldinger, når de skriver breve til os, eller ringer flere år efter »bare for lige at sige tak igen«. Og jeg ved, at vi som samfund har et stort problem med, at børn ikke fortæller, at de er udsat for vold, og at nogle af de børn, der ellers er svære at opspore, henvender sig i Joannahuset.
Så når jeg læser den kritik af Joannahuset, der fremsættes, så spørger jeg mig selv igen og igen: Hvad handler det egentlig om?
Der er nogle, der mener, at det handler om børnenes familier. Om deres ret til familieliv, som risikerer at blive krænket. Om den krise, det udløser i familierne, når deres barn tager på krisecenter. Det forstår jeg, og det er min klare holdning, at rådgivningen og støtten til familier, hvor et barn tager på krisecenter, skal styrkes. Det vil komme alle til gode.
Andre siger, at det handler om børnesyn. Om, hvor meget børn ’må bestemme’.
Jeg er enig – meget handler om børnesyn. Men vi må ikke reducere det nye børnesyn til en kamp mellem børnene og de voksne om, hvem der må ’bestemme’. Den kamp skal de voksne nok vinde. Og i den kamp risikerer vi, at børnene, deres holdninger og deres rettigheder træder i baggrunden for de voksnes ret til at udøve myndighed.
Nej, det nye børnesyn er ikke en kamp om, hvem der får lov at bestemme. Og i Joannahuset handler det heller ikke om, at børnene skal ’bestemme’.
I Joannahuset handler det om barnets ret til beskyttelse mod vold, overgreb, højt konfliktniveau og hjemløshed. Om, at børn skal have et fysisk sted at gå hen, når de har samlet modet til selvstændigt at række ud efter hjælp. Om, at det sted skal have barnets perspektiv, barnets interesser og barnets retssikkerhed i fokus.
Det handler om børnesyn. Men det handler mindst lige så meget om voksenansvar.
Og det handler om, at når børn rækker ud efter hjælp, så skal voksne stå klar til at tage imod. Til at lytte. Og til at handle.
Derfor svarer vi ja, når børn står ved Joannahusets dør og spørger, om de må komme ind. Hver eneste gang.
