De børn og unge, som banker på Joannahusets dør, er børn og unge i krise eller en kriselignende situation.
Typisk har barnet eller den unge været udsat for vold eller trusler i sit hjem, er taget væk fra sit anbringelsessted eller har stået i en alvorlig konflikt med en forælder. Andre står med behov for rådgivning eller retshjælp, fordi de fx er blevet hjemgivet fra et børne- og ungehjem til forældre, der ikke kan drage omsorg for dem, eller de står i en situation, hvor de ikke oplever, at kommunen tager deres situation alvorligt.
Det mener Joannahuset
Når børn og unge banker på Joannahusets dør, åbnes et mulighedsvindue for at skabe en forandring i barnets eller den unges livssituation. Joannahuset mener, at voksne rundt om barnet eller den unge skal blive bedre til at se og gribe den mulighed, der er, når børn og unge selv rækker ud efter hjælp, da vinduet hurtigt kan lukke igen, hvis barnet eller den unge ikke oplever at blive mødt relevant. Sammen – på tværs af myndighed, civilsamfund og voksne rundt om barnet/den unge – er det vores fælles opgave at holde vinduet åbent, indtil barnet føler sig hjulpet.
Joannahuset mener, at der er behov for, at vi som samfund får langt mere viden om, hvordan børn og unge selv definerer og oplever deres kriser. Vi mener, at voksnes opgave er at lytte til og samarbejde med børn og unge.
Det gør Joannahuset